Bølgekraftsindustrien samlet for første gang
70 deltagere ved første samlede B2B event for udviklere og producenter blev afholdt i Esbjerg den 30. april 2014.
Bølgekraft er en af fremtidens energiformer, det var der ingen tvivl om, da branchefolk mødtes ved den første samlede event for forsyningskæden i bølgekraftsektoren, WEIB 2014. Opfindere og udviklere, producenter og underleverandører samt repræsentanter for en række interesseorganisationer mødtes på kryds og tværs for at gøre status på det foreløbige arbejde med at udvikle bæredygtige løsninger samt se mod fremtidens udfordringer.
Det skriver offshoreenergy.dk i en pressemeddelelse.
”Der er stadig lang vej mod en kommercialisering af bølgekraft, men vi har med WEIB fået hjulpet aktørerne i branchen videre i processen. Vi har sat fokus på de områder, som branchen skal fokusere på i fremtiden, og vi har fået skabt en dialog mellem de forskellige aktører – en dialog, som kan være med til at hjælpe dem på vej mod deres mål og tættere på en egentlig kommercialisering”, siger Kim Nielsen, formand for Partnerskabet for Bølgekraft.
Udover en konference med indlæg om fremtidsperspektiver og udfordringer kunne deltagerne deltage ved forskellige workshops samt ved korte, uformelle møder – en slags speeddating – med henblik på at åbne døre til nye samarbejdspartnere.
”Det er et langt sejt træk at nå der til, hvor vi kan levere de første anlæg til vores kunder. Det betyder eksempelvis meget at bygge en værdikæde op i en forholdsvis ny branche, og det kan godt være vi er på vej den rigtige vej, men vi er fortsat i fuld gang med at finde investorer og reevante samarbejdspartner. I den proces har WEIB været et rigtig godt forum”, siger CEO Anders Køhler fra Floating Power Plant, som er tæt på at kunne levere de første anlæg med kombinerede bølgeenergikonvertere og havvindmøller på kommerciel basis.
”Aktørerne i bølgekraftsektoren er vidt forskellige steder i deres proces, og mange arbejder i vidt forskellige retninger med en variation af løsninger og med fokus på forskellige markeder. WEIB er med til at skabe overblik og bekræfte, at vi er på vej den rigtige vej”, forsætter Anders Køhler.
Tilbagemeldingerne fra deltagerne ved WEIB 2014 var i det hele taget yderst positive, konstaterer arrangørerne, og det er planen at gøre WEIB til en tilbagevendende event med mulighed for at udbygge sit netværk i branchen og møde både kunder og nye samarbejdspartnere.
”Vi har fået skabt det forum for bølgekraftindustrien, som vi havde som mål, og derfor er det oplagt at gentage WEIB til næste år. At så mange deltog viser også, at bølgekraftindustrien er hastigt på vej til at etablere sig som en klynge. Flere deltagere fik desuden aftaler med hjem, som på sigt vil føre til konkrete ordrer, og det er jo også positivt”, siger projektleder Hans A. Pedersen, Offshoreenergy.dk.
Kilde: Offshoreenergy.dk
Læs også: