23948sdkhjf

Rømø Wind Power skydes i gang

Tønder Erhvervsråd har i længere tid arbejdet på at få oprettet et erhvervsnetværk omkring offshore industrien på Rømø Havn, nu holdes det første møde for interesserede virksomheder.
Mere end 50 deltagere har meldt sig til opstartsmødet omkring Rømø Wind Power, hvor Tønder Erhvervsråd, Offshoreenergy fra Esbjerg, Rømø Havn og 3 lokale virksomheder har meldt sig som styregruppe i opstartsfasen.
 
"Rømø Havns gode placering giver den et stort potentiale indenfor offshore industrien, og her skal vi have de lokale virksomheder med, så der kan skabes nogle lokale arbejdspladser og yderligere aktivitet i området," siger Mikkel Johansen, erhvervsdirektør i Tønder Erhvervsråd.
 
Styregruppen har fået midler fra Region Syddanmark, til at få netværket sparket i gang, men fra starten af 2015 er det planen, at netværket skal være selvfinansierende, via kontingent fra de deltagende virksomheder og organisationer.
 
"Rømø Havn er menigt medlem i netværket, men havnen har en særlig position, da netværkets fokus er på havnen, og de offshore aktiviteter, der udspringer herfra, er hvad netværket skal samarbejde omkring," siger Kristen Nedergaard, havnechef på Rømø Havn.
 
Hele Sønderjylland skal med
Selvom netværket starter med base i Tønder området, er det planen at få hele Sønderjylland med.
 
"Vi starter i Tønder, men på sigt vil vi gerne have hele det sønderjyske område med i arbejdet. I samarbejdet skulle vi gerne kunne udvikle aktiviteterne yderligere,  da det ikke kun er den danske offshore industri vi har blik på, men også den tyske, hvor der allerede er gang i opsætningen af havmølleparker, og via det her projekt kan vi styrke grænsesamarbejdet", siger Mikkel Johansen.
 
Ingenting er gratis, og når midlerne fra region Syddanmark løber ud, så skal netværket kunne bære sig selv økonomisk.
 
"Vi har seks måneder til at komme ordentligt i gang, derefter skal netværket drives af medlemmerne, og af deres vilje og lyst til at være med. Med den udvikling vi ser på Rømø Havn, skal netværket nok blive en succes, men det er altid svært at starte noget nyt fra bunden, heldigvis har vi i styregruppen hjælp fra folk der har prøvet det før", siger Kristen Nedergaard.
 
Mødet afholdes på Havneby Kro på Rømø i dag, onsdag den 14. maj 2014 fra kl. 08:45 til 11:00. Søfart vil i den kommende tid følge op på Rømø Wind Power, og deres fremtidsplaner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063