IMO gennemfører sikkerhedsregler for Arktis sejlads
Nye bindende regler for sejlads i aktiske områder for bl.a. passagerskibe sat på plads.
Det har krævet mange møder og mange forhandlinger - ikke mindst med markant dansk mandat. men nu kan Søfartsstyrelsen meddele, at IMO har godkendt nye bindende regler, der skal styrke sejladssikkerheden i arktiske områder.
Søfartsstyrelsen opsummere afgørelsen således:
Efter
flere års intense forhandlinger har IMO’s søsikkerhedskomité (MSC) i dag
godkendt et nyt regelsæt for sejlads i Arktisk farvand. Hermed har IMO i dag
taget et afgørende skridt til at gøre den såkaldte polarkode internationalt
bindende. Polarkoden omfatter hele paletten af sejlads i polarområder – lige
fra konstruktion af skibe, uddannelse af besætning, navigation til bedre
koordination af eftersøgning og redning. Polarkoden vil gælde for passagerskibe
samt lastskibe med en bruttotonnage over 500.
Vicedirektør Francis Zachariae tilføjer:
”Danmark var med til at
sætte polarkoden på dagsordenen i IMO. Jeg er derfor utrolig glad for, at vi
med polarkoden nu styrker sikkerheden for skibe, der sejler i Arktis og
Antarktis. Danmark har især arbejdet for at styrke sikkerheden for
krydstogtskibe, som sejler i grønlandske farvande. De nye internationale regler
fastlægger en række vigtige forholdsregler ved sejlads i isfyldte farvande,
bl.a. krav til redningsudstyr og uddannelse af besætningen. Det er helt i tråd
med de nationale regler for krydstogtskibe ved Grønland, som Søfartsstyrelsen
arbejder på”
IMO’s søsikkerhedskomité forventer at vedtage de nye regler i
efteråret 2014. Også IMO’s miljøkomité (MEPC) vil vedtage de miljømæssige
regler ved sejlads i polarområder i efteråret 2014.