23948sdkhjf

Ny handlingsplan skal sikre håndhævelse af miljøregler

Søfartsstyrelsen fremlægger i dag en række konkrete initiativer for at skærpe krav til skibes udledning af svovl.
1. januar 2015 træder nye og skærpede krav til skibes udledning af svovl i kraft. Overholdelse af reglerne er vigtigt for miljøet. Men det er samtidig vigtigt for dansk skibsfart, at ingen rederier opnår en konkurrencefordel ved at spekulere i at snyde med indholdet i brændstoffet. Det er derfor afgørende med en effektiv og konsekvent håndhævelse af reglerne.

Det skriver Søfartsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Det er baggrunden for, at der i dag fremlægges en handlingsplan med en række konkrete initiativer. Handlingsplanen ligger i forlængelse af Regeringens Vækstplan for Det Blå Danmark, der indeholder en indsats med overskriften "Styrket håndhævelse nationalt og globalt". Søfartsstyrelsen har identificeret initiativerne i dialog med Miljøstyrelsen og Danmarks Rederiforening, og der er lagt op til fortsat samarbejde.

Handlingsplanen bygger på fire indsatsområder: Internationalt samarbejde, udvikling og anvendelse af ny teknologi, styrket statistik og dokumentation for overtrædelser samt sanktioner.

"Med handlingsplanen tager Danmark et vigtigt skridt i kampen for at sikre en effektiv håndhævelse af svovlreglerne. Det er helt afgørende for kvalitetsskibsfarten, at vores kontrol er tilstrækkeligt effektiv.  Effektiv håndhævelse er til gavn for både miljø og konkurrenceevne for det ansvarlige skibsfartserhverv," siger Andreas Nordseth, direktør i Søfartsstyrelsen.

Søfartsstyrelsen har allerede skudt handlingsplanen i gang ved at invitere en række af Danmarks "allierede" i kampen for effektiv håndhævelse til Danmark i juni måned. Formålet med mødet er bl.a. at se på mulighederne for et tættere uformelt samarbejde mellem landene.

For at det ikke skal kunne betale sig at snyde på vægten, indebærer et andet initiativ i handlingsplanen, at der nu bliver set nærmere på bødestørrelser og retsforfølgning af skibe, der ikke anløber dansk havn.

Kilde: Søfartsstyrelsen
 
Læs hele handlingsplanen HER
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078