Shipping: Indtjeningsgab mellem små og store rederier øges
Indtjeningsgabet mellem de små og store rederier øges markant i første kvartal i år.
Det viser en opgørelse over 17 containerrederiers indtjening i kvartalet, som Alphaliner har foretaget.
Maersk Lines driftsmargin opgør Alphaliner i kvartalet til 6,4 pct., og den er dermed ganske langt fra de øvrige 16 gennemsnitlige på negative 2,6 pct.
For alle 17 er der tale om en negativ margin på 2,1 pct., hvilket dog er en forbedring i forhold til samme kvartal sidste år, hvor marginen var negativ med 4,7 pct.
Forskellen på knap 9 pct. er det største gab siden 2009, oplyser Alphaliner i sit nyhedsbrev.
Kun fire af de 17 containerrederier har positiv driftsmargin i første kvartal. Foruden Maersk Line er det CMA CGM med 4,7 pct., og Wan Hai og K-Line med meget beskedne positive marginer.
Maersk Line har ifølge Alphaliner et driftsoverskud renset for engangsposter på 415 mio. dollar, CMA CGM et på 186 mio. dollar, mens Wan Hai og K-Line har overskud på henholdsvis 15 og 9 mio. dollar.
Kilde: /ritzau/FINANS