SH Group øger kadencen
Omsætningen stiger med særlig fart på Norge
SH Group i Svendborg fortsætter sin fremmarch med en omsætningsfremgang på 129 mio. kr. til i alt 422 mio. kr. Det tilskrives først og fremmest selskabets tilstedeværelse på det norske offshoremarked, hvor man har vundet godt fodfæste. Omsætningsfremgangen modsvares dog ikke på bundlinjen, hvor der må noteres en mindre tilbagegang i forhold til 2012. Resultatet blev dog ganske positivt med et EBITDA på 28,4 mio. kr. og et resultat efter skat på 18,4 mio. kr.
Sh Group siger:
En væsentlig faktor for vores succes er det tætte samarbejde mellem vores ingeniører og vores produktion, som er en mulighed, fordi vi har valgt at beholde udvikling og produktion under samme tag i Danmark i stedet for at outsource til billigere lande. Strategien er en smule dyrere på den korte bane, men det tjenes hurtigt ind igen via optimerede interne processer samt højere hastighed og kvalitet i leverancerne, hvilket der er stor efterspørgsel på blandt vores kunder,” siger administrerende direktør i SH Group, Morten Nielsen.
Ejer tilfreds
SH Group udvikler og producerer stålrammer, kabelspil og hydrauliske systemer, som bliver monteret på såkaldte ROV-skibe, og som sikrer, at undervandsrobotter – eller andet udstyr – kan hejses sikkert fra skibet og ned under havoverfladen. Derudover producerer Svendborg-virksomheden unikke redningsbådssystemer til udsætning af mandskab fra platforme og skibe samt servicering af egne og tredjeparts produkter.