23948sdkhjf

Esbern Snare fortsætter i ny operation

Støtteskibet Esbern Snare, der siden december har været indsat i operationen, der skal fjerne kemiske stoffer fra Syrien, fortsætter nu i en ny operation under dansk ledelse.
Esbern Snare blev den 20. maj afløst af fregatten Peter Willemoes i operation RECSYR, der har til formål at fragte kemiske stoffer ud af Syrien. Styrken er med Peter Willemoes som flagskib fortsat under dansk kommando.

Esbern Snare indgår nu som flagskib i NATO-styrken SNMG1, NATOs Stående Maritime Gruppe 1. Styrken skal frem til midten af juni bekæmpe terror og kriminalitet til søs i operationen Active Endeavour i Middelhavet. Herefter og frem til midten af december er det planen, at Esbern Snare skal indsættes som flagskib i antipirateri-operationen Ocean Shield i Det Indiske Ocean. Styrkechef for SMNG1 er den danske flotilleadmiral Aage Buur Jensen.

Kommandoen for SNMG1 blev i fredags overdraget af den norske flotilleadmiral Nils Andreas Stensønes til Aage Buur Jensen. Den danske kommandochef sagde i sin tale ved ceremonien:

”Min internationale stab og jeg er velforberedte og klar til de opgaver, der ligger forude. Ligeså har jeg tillid til, at de skibe, som jeg vil få privilegiet at lede, er dybt professionelle og motiverede. Sammen er vi rede til at tackle de udfordringer, der ligger foran os i Middelhavet, i Det Indiske Ocean, eller hvor NATO end beslutter at sende os hen.”

SNMG1 afløses i midten af juni af en anden af NATOs stående flådestyrker, SNMG2, der i de seneste seks måneder har opereret i farvandet ud for Somalia som en del af Operation Ocean Shield.

Det er første gang i nyere tid, at Søværnet har to store skibe udsendt på samme tid i hver deres internationale flådeoperation. Endda med begge skibe som flagskibe.

Som følge af angrebet på Word Trade Center den 11. september 2001 indledte NATO Operation Active Endeavour i det østlige Middelhav. Operationen har til formål at forhindre terrorister og andre med tilknytning til terrorisme i at benytte Middelhavet til for eksemel menneske- eller våben-smugling. Det er NATO’s Maritime Command, der leder operationen fra Northwood, England. SNMG1 indtrådte i Operation Active Endeavour den 2. juni, og består for tiden af Esbern Snare som flagskib, den amerikanske fregat Taylor og den canadiske fregat Regina.

Operation Ocean Shield har ligesom Operation Active Endeavour til formål at bekæmpe kriminalitet til søs, særligt pirateri. Operationen er baseret på et FN-mandat, og NATO indgår i en tæt koordination med andre internationale aktører, især EU’s Operation Atlanta og den multinationale styrke Combined Maritime Forces, CMF. Så sent som i perioden december 2013 til februar 2014 bidrog Danmark til CMF med netop flotilleadmiral Aage Buur Jensen som styrkechef og med danske stabsofficerer.

Kilde: SOK/Søværnet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094