23948sdkhjf

INNO+ søger om 50 mio. kr.

Det Blå Danmarks INNO+-projekt ansøger InnovationsFonden om 50 mio. kr. til grønt samfundspartnerskab.
Et samfundspartnerskab, der skal skabe vækst og beskæftigelse inden for grønne, maritime løsninger, er kommet et stort skridt nærmere.

Mandag har Det Blå Danmarks partnerskab bestående af A.P. Moller-Maersk A/S, Alfa Laval Aalborg A/S, DFDS A/S, Hempel A/S, MAN Diesel & Turbo SE, OSK-Shiptech A/S, TORM A/S samt førende universiteter og GTS-institutioner indgivet en ansøgning til 'Danmarks Innovationsfond' – kaldet INNO+ – for projektet ”Blue INNOship”.

Ansøgningen har et samlet budget på ind til videre 100 mio. kr., hvoraf InnovationsFonden søges om støtte på 50 mio. kr. Ud over InnovationsFonden søges også private fonde med henblik på at udvide rækkevidden af samfundspartnerskabet.
 
”Vi er meget tilfredse med, at arbejdet med INNO+ nu udmønter sig i en fælles ansøgning. Kan vi forene vores kræfter og forskellige kompetencer, så kan vi nå rigtig langt til gavn for miljø, vækst og beskæftigelse på én gang,” siger vicedirektør i Danmarks Rederiforening Jan Fritz Hansen ifølge en pressemeddelelse udsendt af brancheorganisationen Danske Maritime.
 
Der er foregået et omfattende forberedende arbejde, hvor Danske Maritime, Danmarks Rederiforening og INNO+-sekretariatet har afholdt godt 70 møder med deltagelse af ca. 160 organisationer. Formålet var at åbne projektet for alle danske virksomheder, selvom flertallet af de deltagende produktionsvirksomheder er medlemmer af Danske Maritime.
 
”Det er vigtigt at være på forkant med udviklingen for at sikre væksten i Det Blå Danmark, og Danske Maritime har på baggrund af de afholdte møder arbejdet målrettet på at udvikle INNO+-kataloget. Vi ser frem til at arbejde videre med indholdet af INNO+ og med udvikling af specifikke grønne maritime løsninger til fordel for hele Danmark,” siger adm. direktør i Danske Maritime Jenny N. Braat.
 
Samarbejdet mellem rederier, udstyrsproducenter og tjenesteydere, skibsværfter, GTS institutter, universiteter og offentlige myndigheder skal skabe fælles løsninger for at optimere skibsdesign og drift i alle aspekter. Målsætningen for ”Blue INNOship” er at udvikle teknologier og metoder, bl.a. til at reducere skibes udledning af CO2 med mindst 30-50 pct. og af SOx og NOx med 80 pct. i forhold til nutidens standarder.
 
INNO+ er regeringens omfattende innovationsprojekt, der blev offentliggjort sidste efterår. Projektets maritime del har i høj grad fokus på energieffektivitet. Efterfølgende har Danmarks Rederiforening og Danske Maritime i samarbejde med Søfartsstyrelsen og Dansk Metal og med støtte fra Den Danske Maritime Fond nedsat et sekretariat med det formål som facilitator at skabe fundamentet for et bredt ’blåt’ INNO+ projekt. Med ansøgningen til Danmarks Innovationsfond er første store milepæl nået.
 
Maritime virksomheder som rederier og underleverandører har stadig mulighed for at blive en del af INNO+ projektet. Ligeledes vil sekretariatet den kommende tid arbejde for at aktivere endnu flere af de R&D-idéer, som ligger i det blå erhverv, og som er kommet frem under arbejdet med INNO+.

Kilde: Danske Maritime
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063