23948sdkhjf

Gasfærger vinder frem i Danmarks nabolande

Flere og flere færger i europæiske farvande sejler nu på flydende naturgas, viser ny opgørelse. Og i en række europæiske lande er der aftaler om mange flere gasskibe.
Mens Danmark foreløbigt har to gasfærger (hvis de to norsk-ejede, men dansk-flagede og opererede nye Fjord Line-færger medregnes), så har færger på flydende naturgas (LNG) særligt vundet indpas i vore nabolande, især i Norge. Udviklingen hænger især sammen med nye miljøkrav om luftforurening og CO2-udledning fra skibe – samt prisforskellene på brændstoffer til sejladsen.

Der er nu 44 skibe, hvoraf de fleste er færger, på naturgas i Europa – og yderligere 36 er på vej, bl.a. i lande som Tyskland, Sverige, Finland, Frankrig, Kroatien samt Danmark, hvor Samsø Kommune introducerer Danmarks første gasdrevne indenrigsfærge til efteråret. I resten er verden er der pt. kun fire gasskibe. USA forventes dog snart at være på vej med i første omgang 14 skibe, ligesom Australien for nylig kontraherede verdens første gas-drevne konventionelle ro/ro-skib på et tysk værft. Norge indtager dog suverænt førstepladsen. Det fremgår af en ny opgørelse, som Dansk Gasteknisk Center (DGC) netop har udført for HMN Naturgas I/S.

Opgørelsen blev offentliggjort under Folkemødet på Bornholm i weekenden, hvor HMN Naturgas I/S var vært for en række debatter og events. HMN Naturgas I/S er Danmarks største naturgasselskab og ejes af 57 kommuner i hovedstadsområdet og Midt- og Nordjylland.

”Udviklingen skyldes primært de nye miljøkrav til skibe samt prisforskellen på de forskellige brændstoffer. De nye miljøkrav i Nordeuropa betyder, at færger, der nu sejler på den tunge fuelolie, enten må investere rensningen af røgen eller at ombygge motorerne. Alternativet er at skifte til svovlfattig olie eller diesel, men dette er dyrere end naturgas. Derfor vælger flere rederier nu løsningen med gas, når der skal bygges nye skibe,” siger Henrik Iversen, vicedirektør i HMN Gashandel A/S, som er et datterselskab i HMN Naturgas-koncernen.

”Der bygges flere og flere terminaler rundt om i Europa og andre steder i verden, hvor skibe kan bunkre flydende naturgas. Det kan vi også gøre herhjemme. Danmark har jo et vidt forgrenet naturgasnet, og derfor vil der kunne bygges særlige gasterminaler til færger og andre skibstyper i en lang række af havnene rundt om i landet,” tilføjer Henrik Iversen.

Ifølge det statslige Energinet.dk under Energi-, Klima- og Bygningsministeriet betyder Danmarks placering ved indsejlingen til Østersøen, at farvandene kontinuerligt gennemsejles af et stort antal skibe, der udleder svovl, CO2 samt sundhedsskadelige partikler.
Nationalt Center for Miljø og Energi under Aarhus Universitet påpeger, at Danmark udleder ca. 50 mio. ton CO2 om året (2009-tal), hvoraf skibstrafikken i danske farvande udgør de 16 procent heraf.

Den første danske indenrigsfærge på naturgas bliver den nye Samsøfærge, som bygges på det polske værft Remontowa i Gdansk og indsættes i november 2014. Noget, der er helt på linje med Samsøs bestræbelser på at blive en fossilfri ø, siger ø-kommunens borgmester.

”Det er af hensyn til miljøet og klimaet. Transport er vores akilleshæl i bestræbelserne på at blive en fossilfri ø i 2030, og flydende naturgas er en vigtig del af løsningen. På lang sigt forventer vi, at færgen her på Samsø skal over på biogas, som jo er helt CO2-neutral. Samtidig betyder de lavere priser på gas, at vi sparer ca. to mio. kr. om året på driften”, siger borgmester for Samsø Kommune, Marcel Meijer (S).

Foruden projektet på Samsø, har den danskejede shippingvirksomhed Evergas bestilt tre gasskibe. Samtidig overvejer det kommunalt ejede rederi Ærø Færgerne at ombygge to af deres tre færger, så de i fremtiden vil kunne sejle på gas.

"Vi er i dialog med flere rederier og havne, som viser interesse for gas til skibe i Danmark”, fortæller vicedirektør i HMN Gashandel A/S, Henrik Iversen.

Den nye trend med naturgas til færger skyldes især de nye miljøregler fra FN’s søfartsorganisation (IMO). Reglerne, der træder i kraft i 2015, betyder, at udstødsgassen fra skibe i Østersøen, Nordsøen og Den Engelske Kanal maksimalt må indeholde 0,1 procent svovl. Forurening med svovl kan medføre luftvejslidelser hos mennesker og naturskadelig syreregn. I 2016 kommer der tillige også nye regler for skibes udledning af kvælstofilter (NOX’er).

Herhjemme har de kommende miljøkrav været medårsag til, at DFDS allerede nu har besluttet at lukke Esbjerg-Harwich-overfarten per september 2014.

I Energistyrelsens nye gasanalyse fremhæves det i afsnittet om gasfærger, at naturgas er ”væsentligt renere end den konventionelle bunker”. For eksempel udleder naturgas stort set ingen svovl og ingen partikler. Samtidig er udledningen af kvælstofilter og CO2 mindre.

Det stigende antal gasfærger skyldes i høj grad også, at priserne på flydende naturgas (LNG) ligger under de tilsvarende priser på den konventionelle fuelolie – også kaldet tung olie (HFO) – som de fleste store skibe sejler på. Samtidig er priserne på naturgassen markant lavere i forhold til diesel, som skibene også kan sejle på.

”LNG vurderes at være det mest omkostningseffektive brændsel, der kan sikre overholdelse af de kommende emissionskrav”, skriver Dansk Gasteknisk Center (DGC) i det nye notat.

Fakta: Eksisterende og planlagte skibe på flydende naturgas (LNG) i europæiske lande

Norge
Eksisterende: 40
Planlagte: 20

Danmark
Eksisterende: 2
Planlagte: 4

Sverige
Eksisterende: 1
Planlagte: 5

Finland
Eksisterende: 1
Planlagte: 2

Kroatien
Eksisterende: 0
Planlagte: 2

Tyskland
Eksisterende: 0
Planlagte: 2

Frankrig
Eksisterende: 0
Planlagte: 1


Total:
Eksisterende: 44
Planlagte: 34

Kilde: Dansk Gasteknisk Center (DGC)

Læs også:
Søfart og Søfart.dk har omtalt og beskrevet mange af de aktuelle nybygninger, der anvender LNG som bunker. Her er en række artikelforslag:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.546