Maritime topledere til København
I de kommende dage - 26.-28. juni - mødes topledere fra hele Europa inden for den maritime industri ved SEA Europe’s årlige General Assembly i København.
De maritime topchefer skal de kommende dage diskutere politiske emner og problemstillinger for den europæiske maritime industri. Emner, som bl.a. forventes at blive diskuteret, er, hvorledes branchen kan medvirke til at sikre bedre rammebetingelser for innovative maritime virksomheder og en ordentlig håndhævelse af reglerne. Samtidig vil branchen diskutere forventningerne til fremtidens marked og vilkår for den europæiske industri.
”Den europæiske maritime udstyrsindustri er markedsledende med en markedsandel på 43 pct. og en produktionsværdi på mere end 61,8 mia. euro. Den europæiske maritime industri har en stærk position på markedet,” siger adm. direktør i Danske Maritime Jenny N. Braat.
”Den danske maritime industri har en særlig styrkeposition på det globale marked, idet vi tilbyder nogle af verdens mest højteknologiske samt klima- og miljøvenlige maritime løsninger. Ved at samles i København får vi mulighed for at drøfte de udfordringer, som den maritime industri står overfor,” fortsætter hun.
SEA Europe har medlemmer i 18 nationer og repræsenterer alle interessenter inden for den maritime industri lige fra producenter af store krydstogtskibe til den mindste reservedel på et skib.