Esbern Snare mødes med somaliske ledere
Under deltagelse i NATO antipiraterioperationen Ocean Shield ved Afrikas Horn gennemfører Esbern Snare - og den ombordværende stab - møder og samtaler med ledere fra de somaliske kystbyer og regioner.
Der er flere og betydelige fordele ved denne dialog, skriver Søværnet på sin hjemmeside.
For NATO, Danmark og de andre lande, som udfører antipiraterioperationer og kapacitetsopbygning i regionen, er det primært at få et overblik over, hvordan udviklingen går i det somaliske samfund. Denne viden er vigtig for at kunne vurdere, om der er grund til at forvente snarlige forsøg på skibskapringer og tilskynde til, at man ikke lader grupperinger forberede pirateri.
”For lokalbefolkningerne er LLE/KLE vigtigt, fordi vi igennem dialogen påskønner deres mod og indsats, og de får nogen at sparre med. Det er en fantastisk krævende opgave at opbygge et demokratisk samfund på resterne af flere års fattigdom, hungersnød og borgerkrig,” skriver besætningen om mødet.
For begge parter er dialogen med til at lokalisere eventuelle områder, hvor der vil være ekstra stor effekt af støtte fra fx Danmark og andre lande som ønsker at støtte Somalia.
Dialogen er tillige forudsætningsskabende for at støtte i opbygning af et bedre fungerende samfund, der kan ernære sig uden indtægter fra pirateri. Sidst, men absolut ikke mindst, er møderne udgangspunkt for en fælles forståelse.
Esbern Snare har under den igangværende tur allerede afholdt LLE’er med et udbytterigt resultat. Der er allerede nu planlagt flere møder ud for den somaliske kyst.
Møder med lokale ledere effektiviseres yderligere, når man har mødtes flere gange, således at man kender hinanden. Det kan være ved at mødes flere gange eller bygge videre på bekendtskaber, som er opnået en af de foregående gange, hvor Danmark har sendt en besætning ud i Ocean Shield-operationen.
”Under den igangværende tur har vi allerede ved flere lejligheder mødtes med lokale ledere fra byer på den somaliske kyst. Der har været en rigtig god dialog. Den demokratiske proces i byerne synes også i en god udvikling, men man står over for store udfordringer, fordi levegrundlaget reelt er utilstrækkeligt. Der er behov for nye leveveje. Den mest logiske ville være at skabe grundlag for et stærkere fiskeri, for naturen kan sagtens bære det. Det er en lang proces, for at udviklingen bliver baseret på lokalt ejerskab og initiativ i et samfund, der i årtier har været i hungersnød og borgerkrig. Samtidig skal pirateriet holdes i ave,” skriver besætningen fra Esbern Snare.
Kilde: Søværnet