23948sdkhjf

Havari ødelægger årets trafiktal for Grenaa-Varbergrute

Trafikken på Grena-Varbergruten genoptages fra i morgen tidlig, men fraværnet af en færge midt i højsæsonen kommer til at gøre ondt på ruten, der ellers var i god gænge.
Fraværet af færgen Stena Nautica på Grenaa-Varbergruten midt i højsæsonen, som følge af et alvorligt havari 8. juli, får alvorlige konsekvenser for trafiktallene på ruten, vurderer Inge Lise Riis, der er port service manager for ruten i Grenaa hos Stena Line Denmark.

”Vi kæmper for vores linje, der i det sidste års tid har opnået stærke trafiktal og god økonomi. Men det her kommer til at betyde, at vi nu er bombet tilbage. Det er altid meget alvorligt for en færgerute at måtte indstille driften midt i højsæsonen. Tallene er endnu ikke gjort op, men havariet kommer til at kunne ses tydeligt, når året skal gøres op,” siger Inge Lise Riis til Søfart.

Grenaa-Varbergruten har i det sidste års tid transporteret godt 160.000 passagerer, 32.000 biler og 40.000 trailere. De tal så i følge Inge Lise Riis ud til at blive forbedret, hvis havariet ikke var indtruffet.

Inge Lise Riis forklarer, at alle, der havde booket, blev informeret via SMS og ringet op og tilbudt en rejse via Stena Lines Frederikshavn-Gøteborgrute i stedet. Noget mange tog i mod. Nogle valgte dog også at få refunderet billetten for i stedet at tage nedenom via Sjælland og Øresund, oplyser hun.
 
Stena Nautica kolliderede med molen under anløb af Grenaa natten til den 8. juli, hvilket forårsagede vandindtrængen i dele af maskinrummet fra et omkring fem meter hul i skroget under vandlinjen.  Inge Lise Riis ønsker ikke at spekulere i de nærmere omstændigheder omkring havariet, da der både foregår havariudredning hos de svenske myndigheder, Stena Nautica er svensk-flaget, samt internt i Stena Line.

Den havarerede færge ankom 10. juli under bugsering til reparationsværftet Fayard i Munkebo. I første omgang forventede Stena Line at have færgen tilbage i drift 20. juli, men saltvandsskaderne på dele af det elektriske system i maskinrummet viste sig imidlertid at tage længere tid at udbedre end først antaget. Derfor har færgen først her tirsdag formiddag forladt værftet med kurs mod Varberg. Herfra er færgen i morgen tidlig igen tilbage i normal drift.

Det er ikke første gang, at Stena Nautica, der blev leveret som Niels Klim til DSB Rederi fra Nakskov Skibsværft i 1986, har haft et alvorligt havari som Stena-færge. 16. februar 2004 var færgen således tæt på at totalforlise, da den kolliderede med tørlastskibet Joanna 10 sømil fra Varberg. Kollisionen medførte stor vandindtrængning i maskinrummet og generelt på dæk 1, så samtlige passagerer måtte evakueres til Stena Lines Gøteborg-Kielfærge Stena Germanica, som kom til undsætning.

Færgen var dengang ude af drift i fire måneder for reparation først på Cityvarvet i Gøteborg og siden hos Remontowa i Gdansk i Polen.

Læs også:
Stena-færge sejlede ind i mole
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078