23948sdkhjf

Hede sommermåneder tegner hot for Danske Færger

Pæne trafikstigninger og ny rekord hos Danske Færger i sommeren 2014.
Juli måned har ikke kun budt på varmebølge men også rekordmange rejsende til de danske øer. Det blev således måneden, hvor der blev slået flere rekorder. Danske Færger tilskriver det intensive samarbejde med sine ø-destinationer og det gode sommervejr en stor del af æren for den positive udvikling.

Ekstra mange sommerferierejsende har i år valgt at stikke til søs med rederiets færger i juli måned, og derfor har den varme sommermåned også været måneden, hvor mange tidligere trafikrekorder blev slået i det danske rederi. Det skriver Danske Færger i en pressemeddelelse.

På ruten mellem Sassnitz og Rønne satte man lørdag den 26. juli ny rekord med 6,6 pct. flere passagerer og 14,9 pct. flere biler end samme lørdag sidste år.

Weekenden før overførte rederiet på den store rejsedag lørdag den 19. juli 5,6 pct. flere passagerer og 10,7 pct. flere biler på Fanø-ruten end sidste år. Als-ruten slog også tidligere rekorder og overførte 13,5 pct. flere passagerer end samme lørdag sidste år. Den trafikmæssigt største rute mellem Ystad og Rønne viste samtidig en stigning i passagerer på 5,7 pct. og en stigning i antallet af fragtede biler på 4,5 pct. i forhold til samme lørdag sidste år.

"Det tegner til at blive en rigtig god sommersæson, hvor vi har mulighed for at sejle rekordmange gæster til de solbeskinnede danske øer. Vores personale må i øjeblikket løbe stærkt for at afvikle trafikken og for at indfri den store efterspørgsel på mad og varer om bord på færgerne," siger John Steen-Mikkelsen, administrerende direktør hos Danske Færger.

Totalt er der på Danske Færgers otte ruter i alt overført 787.000 passager i juli måned, hvilket er 21.500 flere end samme måned sidste år. Antallet af overførte biler stiger samtidigt 2 pct. i juli, hvilket svarer til næsten 4.100 flere biler end sidste år.

"Vi har gennem de sidste år arbejdet intensivt med at gøre det endnu nemmere og mere behageligt at komme til og fra de danske øer. Blandt andet via investeringer i nye færger og moderniseringer for at tilbyde højere stabilitet og bedre komfort. Samtidig har vi udviklet vores produkter, sat tryk på markedsføringen og samarbejdet med øernes turistorganisationer for at tiltrække nye gæster. Det er derfor ekstra glædeligt at konstatere, at rekordmange rejsende har valgt at sejle med os for at udforske de danske øer i det gode sommervejr," afslutter John Steen-Mikkelsen.

Kilde: Danske Færger A/S

Læs også:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094