23948sdkhjf

Halvårstal fra havneselskabet ADP

HAVNE: Driftsresultatet for ADP efter årets første seks måneder udgør 32 mio. kr. – et lille fald i forhold til samme periode sidste år.
Havnene i Fredericia, Middelfart og Nyborg i havneselskabet ADP opnåede i 1. halvår 2014 en stigning i nettoomsætningen med 1,5 mio. kr. i forhold til samme periode sidste år. Containerforretningen udviklede sig igen positivt, men driftsresultatet (EBITDA) blev negativt påvirket af en ændret godsomsætning indenfor mineralske olieprodukter samt omstillingen inden for grovvarebranchen.  Det meddeler ADP i dag i en pressemeddelelse.

Når året er tilendebragt forventer ADP et årsresultat på ca. 35 mio. kr. før skat.

”Containertrafikken via Fredericia Havn vokser igen, og vi tager dette som et udtryk for, at der er kommet mere gang i hjulene i Danmark, da også tallene generelt i markedet viser en positiv tendens. Vi arbejder derfor sammen med rederier, stevedoreselskaber, speditører m.m. for at yde en målrettet indsats over for de kunder, som får deres containere ind og ud over havnen i Fredericia samt naturligvis over for potentielle kunder. Væksten understreger endnu engang Fredericia Havns centrale placering i forhold til hele Region Syddanmark,” udtaler ADPs adm. direktør Jens Peter Peters.

Godsomsætningen i første halvår 2014 voksede med over 8 pct. inden for flere forskellige produkttyper. Senest har investeringen i Nyborg i en markant opgradering af anlægsværket på Avernakke vist sig at have en positiv effekt. Derfor har ADP har nu også igangsat en generel opgradering af kajerne på Lindholmterminalen, så der ved årets udgang vil stå et areal på 100.000 m2 med direkte adgang til 11 m vand klar til nye kunder og aktiviteter.

”Vi har i dag en god kombination af flydende produkter, byggematerialer, stykgods og projektlaster på Nyborg Havn, og vi arbejder nu målrettet på at tiltrække en eller flere større forretninger til havnen”, siger Jens Peter Peters endvidere.

Første halvår af 2014 har også været brugt til en revision af ADP’s strategi samt en tilbundsgående revurdering af arealdisponeringsplanen for Fredericia Havn – en plan, som sigter på havnens arealmæssige udvikling frem til 2040.

”Vi har sat os nogle meget ambitiøse mål for den fremtidige vækst. Nogle af ’håndtagene’ er at skabe endnu bedre fysiske forhold gennem arealdisponeringsplanen – andre af ’håndtagene’ er at blive endnu bedre til at høste frugterne af de massive investeringer, som ADP har foretaget over de seneste år. Sagt på en anden måde vil vi på den gode måde presse os selv og vores samarbejdspartnere til at skabe endnu større godsomsætning over ADPs kajer, godspladser og i vores pakhuse,” forklarer Jens Peter Peters.

ADP har arbejdet på at gøre Fredericia til en krydstogt-destination, og det første anløb med ca. 2.000 krydstogtsgæster forløb ifølge Jens Peter Peters over al forventning.

”Vi gav både gæsterne og fredericianerne en på opleveren. Det var et stort øjeblik, da krydstogtsgæsterne kvitterede for Fredericias gæstfrihed ved taktfast at klappe, da Legends of the Sea stille gled ud fra kajen. Vi ser det som et godt tegn i forhold til de seks anløb, der er planlagt i 2015,” slutter Jens Peter Peters.

Kilde: ADP

Læs også:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078