Evergas får storesøster med banebrydende gastankskibe
GAS: Moderselskabet for det danske gastankrederi Evergas indgår kommercielt samarbejde om fem rekord-store ethan gasskibe.
Det danske gastankrederi Evergas får selskab i Jaccar-koncernen af et nyt gastankselskab med fokus på den nye skibstype Very Large Ethane Carriers. Jaccar-koncernen og den tyske Hartmann Group meddeler, at de etablerer et nyt kommercielt managementselskab med fokus på verdens største ethangasskibe.
De første skibe i det nye samarbejde vil blive fem nybyggede ethantankskibe på 85.000 kubikmeter og med ethan som drivmiddel. Skibene skal klassificeres af DNV GL og bliver de største ethanskibe under konstruktion på et endnu unavngivent værft, skriver DNV GL i en pressemeddelelse.
De store såkaldte VLEC-gasskibe åbner op for hele ethangasmarkedet, der traditionelt er blevet opereret af mindre ethan- og ethylengasskibe omkring de 10.000 kubikmeter og som ofte har transporteret både ethan og andre gasarter. Med øget produktion af gas i USA er der kommet et overudbud af flere gasarter og dermed en mulighed for at transportere større mængder til globale kunder.
Et nyt selskab i Singapore
Det nye selskab kommer til at hedde United Ethane Carriers og vil være placeret i Singapore. Selskabet skal udvikle ethanforretning med fokus på markedsføring, branding og kommerciel management af ethangasskibe over hele verden.
I pressemeddelelsen understreger de to samarbejdspartnere, at Evergas og GasChem Services, et gastankrederi under Hartmann-gruppen vil fortsætte med at servicere kunder uafhængigt af det nye store gastankselskab. Evergas har i dag allerede et samarbejde med Hartmann-gruppens GasChem om seks mindre gastanksskibe.
Danske Evergas opererer en flåde af 11 semi refigerated liquid ethylene-skibe med en kapacitet på mellem 10.000 og 12.000 kubikmeter. Derudover har rederiet seks ethan- og LNG-nybygninger under konstruktion til levering i 2015 og 2016 og alle med en kapacitet på 27.500 kubikmeter.
Læs mere: