Lollandsk havn melder om fremgang
HAVNE: Bandholm Havn har stor fremgang efter kapacitetsforøgelse.
Man finder ikke Bandholm havn på Lolland mellem de største danske havne, men derfor kan man godt nyde fremgang, og det gør den private havn, der hører ind under Knuthenborg-godset. Der er foretaget udvidelser af kajpladsen og en uddybning af sejlrenden, og det har medført en markant aktivitetsforøgelse, meddeler havnen.
"Vi har haft et travlt første halvår på havnen med en markant vækst på især skærver," siger havnens ejer og direktør Christoffer Knuth.
”Derfor har vi investeret betydeligt i at forbedre adgangen til havnen ved at uddybe sejlrenden og øge den samlede oplagsplads på kajen,” siger Christoffer Knuth.
Den stigende trafik på Bandholm Havn ses tydeligt i tallene. De omfattende forbedringer på Bandholm Havn har allerede medført et højere aktivitetsniveau. Der har været en markant fremgang i råstoffer (skærver) over kaj på 44 procent i første halvår 2014 sammenlignet med hele 2013.
Knuthenborg forventer en yderligere stigning i materialer leveret over kaj som følge af de store infrastrukturarbejder, der allerede er sat i gang på Lolland-Falster.
”Vi her i august revet en lagerhal ned på havnens midtermole for at skabe yderligere plads til losning og oplagring direkte på kajen,” siger Christoffer Knuth.
”Det vil udvide arealet til losning af sten og skærver betydeligt og give plads til flere og større skibe i havnen.”
Det forventes, at yderligere omstruktureringer vil blive gennemført på havnen de kommende år for at imødekomme den stigende efterspørgsel på specielt sten og skærver.
Havnen råder over moderne kran- og kajfaciliteter og har en betydelig omsætning af grus, sten, skærver, korn, gødning, tømmer og biobrændsel.
Fra 1. januar 2015 overtager Blue Water Shipping den daglige drift samt salgs- og markedsføringen af den private Bandholm Havn på Lolland.