23948sdkhjf

Supplyskib på vej til Australien

TEKNIK: VMS Technology i Frederikshavn står bag ombygning, der står klar den 1. december.
Kombinationen af faglig ekspertise og stærke, skandinaviske relationer er baggrunden for, at en nordmand med virksomhed i Danmark nu står i spidsen for ombygningen af et supplyskib, der er blevet solgt af det norske Østensjø Rederi til australske Tek-Ocean Energy Services.

Nordmanden Bjørn Strandos, adm. direktør og stifter af VMS Technology, har specialiseret sig i opgaver inden for ingeniørtjenester og projektledelse.

Med et team af højt profilerede medarbejdere og et stærkt netværk af søsterselskaber og samarbejdspartnere kan VMS Technology tilbyde en kombination af know how, erfaring og fleksibilitet, der gør virksomheden i stand til at navigere på et marked, hvor den konkurrerer med de største aktører.

Det er ombygningen af offshore supplyskibet Edda Sprint et aktuelt eksempel på.

Det tidligere norskejede offshore supplyskib Edda Sprint er netop nu på vej til Jurong-værftet i Singapore, hvor den endelige ombygning skal finde sted. Inden da har 10 danske og norske ingeniører været involveret i planlægningen og projekteringen af ombygningen, der blandt andet omfatter klargøring til og installation af to nye motorer inklusive kobling og ophæng. Motorerne skal drive pumperne til skibets FiFi 1 brandbekæmpelsessystem.

Stærk aktør
De to Cummins-motorer er leveret af VMS Technologys danske søsterselskab, handelsselskabet DT-Interlink, der også leverer lyddæmpere til udstødningssystemet.

Begge virksomheder er en del af den stærke, danske aktør på markedet for maritim industri, ingeniørtjenester, udstyr og projektledelse, Vestergaard Group.

Både VMS Technology og DT-Interlink har, sammen med søsterselskaberne Vestergaard Marine Service A/S og VMS Turbo, base i Frederikshavn. Dertil kommer gruppens selskab i Rio de Janeiro, VMS do Brasil, og det norske søsterselskab VMS SafePort, der driver skibsservicevirksomhed på Mongstad og Sløvåg, tæt på de norske oliefelter.

I forbindelse med salget og ombygningen skifter Edda Sprint navn til Tek-Ocean Spirit. Det australske rederi er hjemmehørende i Melbourne, Victoria, på Australiens sydøstkyst. Det er også her, supplyskibet skal anvendes i forbindelse med olieefterforskning i Det Tasmanske Hav.

Erfarent team
VMS Technology har sammen med sine strategiske samarbejdspartnere Maritime Engineering og Scanel International også forberedt skibet til installation af et HiPAP system, High Precision Acoustic Positioning, et sonarsystem, der anvendes i forbindelse med undervandsinspektion, ligesom der skal etableres et mezzanindæk med plads til en ROV, en fjernstyret undervandsbåd.

En hurtiggående redningsbåd er der også gjort plads til, og under dæk bygges et nyt rum til hydraulik.

VMS Technology fik opgaven på anbefaling fra virksomhedens eksisterende kunde, Østensjø Rederi, og det har uden tvivl haft betydning, at der bag VMS Technology står et erfarent team, der er højt specialiseret i ombygning og ombygningsdesign. I 2004 deltog virksomhedens medarbejdere i øvrigt i ombygningen af Edda Sprints søsterskib.

”En opgave af denne art kræver indgående forståelse for skibsbygning og -dimensionering. Der stilles mange funktionalitetskrav til skibets indretning, så opgaven har krævet mellem 60 og 70 detaljerede tegninger og dokumenter,” siger Bjørn Strandos.

Tek-Ocean Spirit forventes klar til sejlads efter ombygningen i december i år.



Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.253