USTC-ejer rykker ind i egne bestyrelser
SHIPPING: Torben Østergaard-Nielsen indtager formandsposter i datterselskaber
United Shipping and Trading Company (USTC) får ny ledelsesstruktur i forbindelse med en rokaderunde på bestyrelsesniveau. Det betyder bl.a., at USTC's ejer - Torben Østergaard-Nielsen - selv rykker ind som ny bestyrelsesformand i datterselskaberne Bunker Holding, Uni-Tankers og Shipping.dk, mens hidtidig næstformand i USTC, nuværende interim CEO i rederiet Norden, Klaus Nyborg, overtager bestyrelsesfomandsposten i USTC fra Torben Østergaard-Nielsen.
Direktionen i USTC vil fremover bestå af CEO Torben Østergaard-Nielsen og CFO Jesper Klokker Hansen, der også hentes op i moderselskabet fra sin position som CFO i Bunker Holding.
I Bunker Holding og Uni-Tankers vil hidtidig bestyrelsesformand Michael Keldsen fortsætte som menigt medlem sammen med den øvrige siddende bestyrelse, der er enslydende for begge selskaber. Det samme sker i Shipping.dk, hvor bestyrelsen dog er anderledes sammensat.
Torben Østergaard-Nielsen siger i en kommentar til ændringerne:
”Det giver et godt indhold i min dagligdag at arbejde på et mere overordnet niveau. Så at jeg nu indtager bestyrelsesformandsposten i USTC’s tre datterselskaber, ser jeg derfor blot som en formel registrering af den rolle, jeg allerede indtager i hverdagen som direktionernes overordnede og løbende strategiske sparringspartner."
”Vi har gennem de sidste par år løbende tilføjet stærke profiler til vores bestyrelser, der derfor alle besidder den fornødne erfaring og de ønskede kompetencer. Samtidig er der netop lagt sidste hånd på datterselskabernes strategi for de næste tre år, så nu er der kun tilbage for alvor at trække i arbejdstøjet.”
Kilde. USTC
Læs også: