Lauritzen starter i Geneve
SHIPPING: Lauritzen Bulkers starter kontor i Geneve for at komme tættere på de store kunder inden for tørlastsegmentet.
Geneve er hovedsæde for mange af de største transportkøbere i bulkbranchen, og det får nu Lauritzen Bulkers til at etablere sig med eget kontor i den schweiziske pengemetropol. Kontoret skal ledes af Jens Pedersen, der er udsprunget af J. Lauritzens egen pool af uddannede. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
Ifølge president for Lauritzen Bulker, Peter Borup, henter rederiet mellem 10 og 15 pct. af sin omsætning via kunder med base i Geneve eller andre steder i Schweiz. Og alene på den baggrund giver det mening, at man opererer med fysisk tilstedeværelse på stedet, så man kan styrke sine relationer til kunderne og optimere i forhold til deres behov. Og for Lauritzen Bulkers' egen del - optimere sin løbende vurdering af markedet og den fremtidige udvikling.
Jens Pedersen startede som trainee i J. Lauritzen i 2009 og har siden bl.a. været omkring kontoret i Stamford, Connecticut. Siden returneringen til København i 2013 er han blevet udnævnt til chartering manager. Han har en uddannelse i Business Administration fra CBS.