Erria fortsætter positiv vækst og leverer 46 procents afkast
REGNSKAB: Omsætningsfremgangen og højere indtjening viser Errias positive udvikling, mens afkastet af investeringerne lander på kolossale 46,5 procent.
Der er grund til glæde i Erria. Selskabet, som for blot få år siden kæmpede på randen af konkurs og måtte lide den skæbne at få staten som medejer og skulle sælge ud af flåden for at få penge i kassen, ser nu ud til at være tilbage på ret køl. Det viser selskabets seneste kvartalsregnskab.
Ikke nok med at ejerkredsen er justeret gennem Lego-familiens Kirk Kapitals opkøb af aktier, så viser regnskabet for de første ni måneder af 2014 også, at Erria leverer hård valuta på bundlinjen.
Driftsindtjeningen steg med 9,5 pct. til 8,3 mio. kr. fra 7,6 mio. kr. i 2013, og det endelige afkast af Errias investerede kapital for de første ni måneder af 2014, og dermed den første reelle længere periode med den nye fokuserede forretningsmodel, var hele 46,5 pct.
Flere byggetilsyn og tekniske opgaver
Fremgangen på driften og omsætningen med et plus på 10 pct. til 42,5 mio. kr. fra 38,5 mio. kr. er skabt af øgede aktiviteter på Errias opgaver inden for byggetilsyn, teknisk rådgivning og inspektioner og eksklusiv en øget omsætning fra købet af en Mærsk-andel på container services ved to havneterminaler i Vietnam.
”Det glæder mig, at vi også i 3. kvartal har formået at tiltrække nye kunder i Logistics og Consulting, og at aktiviteterne i Ship Management samtidigt udvikler sig positivt. På trods af større omkostninger til forretningsudvikling fastholder vi vores forventninger til 2014 og et resultat væsentligt over niveauet for 2013,” udtaler CEO Henrik N. Andersen.
Han fastholder samtidig forventningerne til resten af 2014. På den baggrund er det uændret, at omsætningen i Erria-koncernen i 2014 vil være i niveauet 90-100 mio. kr., og at der realiseres en driftsindtjening på 10-15 mio. kr.
LÆS MERE