23948sdkhjf

18 danske stillinger forsvinder hos Fjord Line

FÆRGER: Fjord Line sætter kursen mod overskud i 2015 med en slanket organisation og kapitalindsprøjtning, men skal også sige farvel til både danske og norske ansatte.
10 danske søansatte og otte ligeledes danske landansatte mister jobbet hos Fjord Line Danmark. Derudover forsvinder godt 13 årsværk i den norske del af organisationen. Det oplyser Fjord Line Danmarks administrerende direktør, Gert Balling, til Søfart, efter det i dag er blevet offentliggjort, at rederiets norske moderselskab skal slanke organisationen næste år for at få enderne til at nå sammen.

Det norskejede rederi Fjord Line, der sejler mellem Hirtshals og Norge, har gennemført en optimering af virksomheden, der skal styrke rederiets finansielle stilling. Det betyder, at det er lykkedes Fjord Line at opnå en kapitalindsamling på 110 mio. norske kroner. Samtidig er der iværksat en række tiltag, der samlet set vil medføre, at driftsomkostningerne i 2015 reduceres med 70 mio. norske kroner i forhold til driftsomkostningerne i indeværende år. Det meddeler Fjord Line Danmark ydermere i dag i en pressemeddelelse.

”2014 har budt på større udfordringer, end vi havde regnet med ved årets indgang. Men vi har nu bygget det fundament, der er nødvendigt for, at udviklingen bliver positiv på alle vores fire ruter i 2015,” siger Gert Balling.

Udsættelse af tilbagebetaling

Ud over at styrke den finansielle situation ved at fuldføre en egenkapitalemission på 110 mio. norske kroner til kurs 2,50 per aktie, har Fjord Line indgået en aftale med indehaverne af selskabets obligationslån på 300 mio. norske kroner om udsættelse af tilbagebetaling fra 2016 til 2018.

Dertil er man blevet enige med selskabets banker om en ændring af afdragsprofilen på selskabets langfristede lån. Det indebærer en reduktion i det årlige afdrag på 40 procent over de næste fire år samt ændringer i lånebetingelserne. Aftaler herom vil blive formaliseret i løbet af kort tid.

”Vi er meget taknemmelige for, at vores aktionærer og finansielle partnere har evnen og viljen til at bidrage til disse gode løsninger for rederiet. Vi har i efteråret gennemført en omfattende justering i rederiet, der betyder, at vi kan reducere driftsomkostningerne med 70 mio. norske kroner i 2015. Vi har dermed skabt de rette rammer og det økonomiske råderum for, at rederiet kan sejle med overskud fra 2015,” understreger Gert Balling.

Fjord Line har i løbet af 2013 og 2014 indsat de to nybyggede LNG-drevne cruisefærger 'Bergensfjord' og 'Stavangerfjord', der dagligt sejler mellem Hirtshals, Langesund, Stavanger og Bergen.

Læs også:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078