A.P. Møllerske Støttefond støtter maskinmesterprojekt i Esbjerg
UDDANNELSE: Genopstanden maskinmesterskole får midler til opgradering af lokaler fra Ap. Møller-fond
”Bevillingen fra den A.P. Møllerske Støttefond er kommet på det helt rigtige tidspunkt, og de bliver afgørende for, at vi kan skabe de rigtige og unikke fysiske rammer, der bliver hidtil usete i form og omfang inden for de maritime uddannelser,” siger rektor Torben Dahl fra Fredericia Maskinmesterskole i en pressemeddelelse.
Pengene fra fonden skal hjælpe med at udbygge den nye afdelings formålsparagraf, der er målrettet mod at uddanne folk til offshoreindustrien og den maritime branche i øvrigt. Ikke mindst i relation til førstnævnte uddannelsesmuligheder har placeringen i Esbjerg stor relevans med tanke på byens placering som Danmarks offshoreby nummer et.
Fredericia Maskinmesterskole forventer, at man allerede til januar kan være klar til at åbne de nye faciliteter. Fokus på offshore vil være fysisk åbenbar med bl.a. lokaler navngivet efter platformene i Nordsøen samt opstilling af diverse redningsmidler etc. i gangene – med det klare formål at holde fokus på sikkerhedskulturen, der gerne skal ligge langt fremme i bevidstheden hos de studerende.