CBS Maritime med første akademiske uddannelse til administrative medarbejdere
UDDANNELSE: CBS Maritime og Danske Maritime har sammen udviklet et kursus, der for første gang gør det muligt for administrative medarbejdere i den maritime industri at få en akademisk uddannelse.
Til september starter det første kursus hos Copenhagen Business School (CBS), der er målrettet handelshøjskolestuderende, der søger job i den maritime industri. Fra starten udbydes uddannelsen også til medarbejdere i den administrative del af maritime industrivirksomheder.
På kurset Creating and Capturing Value in Global Maritime Markets lærer deltagerne at lægge strategier for, hvordan man som maritim virksomhed kan levere serviceydelser og løsninger til kunderne frem for blot et produkt. De får også undervisning i prissætning, i organisering af virksomheden, i at planlægge og gennemføre salg og i serviceydelser, det såkaldte ”servitization”.
”Lærebøgerne prædiker servitization, men virksomhederne bliver ofte slemt skuffede, når de vil prøve det af i praksis, for det er så mange elementer, der skal på plads for at få succes. Det gennemgår vi med en række cases fra den virkelige verden kombineret med teori,” forklarer lektor René Taudal Poulsen, CBS Maritime.
CBS Maritime har eksisteret i godt et år og har hidtil haft kurser målrettet shipping. Det er første gang i den danske uddannelsessektor, at der er udviklet et kursus på akademisk niveau målrettet de administrative medarbejdere i den maritime industri.
Danske Maritime hjælper
CBS Maritime har udviklet kurset i tæt samarbejde med Danske Maritime, som derfor også er tilfredse med det nye uddannelsestilbud.
”Hvis danske maritime virksomheder skal bevare og udvikle vores gode markedsposition globalt, skal vi være helt fremme i skoene med hensyn til at udvikle kompetencen hos medarbejdere. Det gælder i hele virksomheden, ikke kun den tekniske del. Derfor har vi i første omgang sat fokus på servitization, fordi vi ved, at der i de kommende år vil blive kæmpet tæt om markedsandele ude i verden på netop dette felt,” siger adm. direktør Jenny N. Braat, Danske Maritime.
De cirka 1.000 virksomheder i den maritime industri i Danmark har en årlig produktion på 88 mia. kroner, og samlet går cirka 70 procent af salget til eksportmarkederne.