23948sdkhjf

Mols-Linien: Polaris har tilsagn om 78,9 procent af aktierne

Mols-Linien, der er under opkøb af kapitalfonden Polaris, oplyser i en meddelelse til fondsbørsen, at Polaris har tilsagn om 78,9 procent af aktierne i selskabet. Polaris tæller det til 80,1 procent.

Efter at det pligtmæssige købstilbud på de resterende aktier udløb mandag, viser en foreløbig optælling af Polaris' aktier i Mols-Linien, at kapitalfonden nu ejer 78,9 procent af aktierne. Det oplyser Mols-Linien i en meddelelse til fondsbørsen.

 
Fra Polaris lyder den optælling i en officiel meddelelse på 80,1 procent af selskabets aktier og stemmerettigheder eksklusive selskabets beholdning af egne aktier. Begge beholdningstal er dog over målsætningen for Polaris' aktieopkøb på mindst 75 procent af aktierne.
 
"En foreløbig og ikke bindende optælling af antal tilsagn om accept af købstilbuddet fra Mols-Liniens aktionærer viser, at tilbudsgiver har modtaget tilsagn om accept af købstilbuddet fra Mols-Liniens aktionærer, der repræsenterer 383.948 aktier a 20 kroner svarende til 2,71 procent af Mols-Liniens aktiekapital og stemmerettigheder, således at tilbudsgiver efter afvikling af købstilbuddet ejer i alt 11.176.947 aktier a 20 kr. svarende til 78,90 procent af Mols-Liniens aktiekapital og stemmerettigheder," skriver Mols-Linien i meddelelsen.

Det endelige resultat vil blive offentliggjort senest den 25. september 2015, oplyser Mols-Linien.

Klar til næste skridt

Fra Polaris lyder kommentaren: ”Da Polaris lancerede buddet den 3. juli, var kravet at opnå mindst 75 procent. Det er indfriet. Det var endvidere et ønske at opnå mere end 90 procent af aktierne. På baggrund af forløbet hen over sommeren er det ikke uventet, at det ønske ikke blev indfriet. Under alle omstændigheder er vi nu klar til at tage de næste skridt for at skabe stabile rammer for at videreudvikle Mols-Linien,” siger managing partner Jan Johan Kühl fra Polaris.
 

Den 21. august 2015 meddelte Polaris gennem det 100 procent ejede og kontrollerede selskab Holding af 29. juni 2015, der er tilbudsgiver, at det var forpligtet til at afgive et pligtmæssigt købstilbud til aktionærerne i Mols-Linien. Nu er købstilbuddet således afsluttet, lyder det i meddelelsen.

 

I forlængelse af oplysningerne om det pligtmæssige købstilbud meddeler Mols-Linien i en separat meddelelse, at flere ledende medarbejdere har solgt ud af deres beholdning af Mols-Linien-aktier til Holding af 29. juni 2015.


Blandt de største handler har formanden i Mols-Linien, Frantz Palludan, solgt 21.000 aktier for samlet 840.000 kroner, mens administrerende direktør Søren Jespersen har solgt 23.620 aktier til en samlet værdi på 944.800 kroner. Tilsammen har alle parterne solgt 84.645 aktier, hvilket løber op i en samlet kursværdi på knap 3,4 mio. kroner.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.453