Falcon Maritime udvider flåden med endnu et søsterskib
'Formentera' bliver det tredje skib i Falcon Maritimes flåde. Skibet på 35.000 t.dv. blev overtaget af Falcon Maritime den 17. maj i Rotterdam og bliver genforenet med de to søsterskibe af Seahorse 35-serien, hvori Falcon Maritimes 'Dragonera' og 'Cabrera' var første og andet skib fra værftet.
På en telefon fra Rotterdam forklarer rederiets direktør, Bo Kristensen, rationalet bag købet af endnu et tørlastskib, i et tørlastmarked præget af ubalance mellem udbud og efterspørgsel og deraf afledte lave fragtrater.
”Det er udtryk for, at vi tror på fremtiden, og at vi tror, priserne ikke kommer meget længere ned. Og så er det udtryk for, at den her type skibe kan vi godt lide,” siger Bo Kristensen.
Otte søsterskibe fra Kina
Seahorse 35-skibsserien på i alt otte skibe er bygget på Daoda Heavy Industries-værftet i Kina med levering i 2011 og er isforstærket til klasse 1C. Derudover er Seahorse- og moderniseringen Seastallion-skibstyperne kendetegnet ved en høj grad af lastefleksibilitet.
Efter overtagelsen af skibet er rederiet nu i gang med klargøring, og 'Formentera' forventes
klar til afsejling og første spot-rejse under det nye ejerskab i løbet af næste uge. 'Formentera' er hollandsk-flaget, men vil fremover sejle under Malta-flag.
Har I flere skibe på vej til flåden?
”Nej, ikke lige nu,” siger Bo Kristensen til Søfart.