Danske Licvem og japanske NYK lancerer nyt fælles MPP-selskab
Det København-baserede logistik- og projektlastselskab Licvem og NYK Bulk & Projects Carriers Ltd. fra Tokyo etablerer et nyt joint venture reder- og operatørselskab til heavy lift- og projektlastmarkedet. Det skriver selskaberne i en fælles pressemeddelelse.
NYK Bulk & Projects Carriers er ejet af Nippon Yusen Kaisha (NYK Line), et af verdens største shippingselskaber og er en førende tonnageudbyder på projektlast, heavy lift, stålprodukter og andre tørlaster.
Licvem er et dansk selskab etableret i april 2011 og er primært aktive som operatør med specialtransporter, IMO-1-laster og FN-laster til Afrika og Mellemøsten. Licvem opererer multipurpose-skibe mellem 2.000 og 20.000 t.dv. og indchartrer i gennemsnit 45 til 60 skibe om året.
”Det udvider vores muligheder og giver adgang til en stor flåde, for NYK er et stort rederi. Det gør også, at vi får nye muligheder på en mere tvær-global linje, hvor vi hidtil har koncentreret os om Europa og Afrika og det nord-sydgående,” siger Licvem Shipping og Tradings Michael Læssøe i en kommentar til Søfart.
Det nye selskab, Licvem NBP, vil kommercielt operere tre til otte MPP-skibe primært på ruter mellem Europa og Afrika.