J. Poulsen Shipping ender i minus efter konservativ nedskrivning
Færre skibe og et Combi Lift samarbejde under opløsning satte sig på top- og bundlinjen i familieselskabet J. Poulsen Shipping. Alligevel er det en fortrøstningsfuld administrerende direktør og ejer, Søfart taler med efter regnskabsfremlæggelsen.
Tallene viser en markant nedgang i shippingselskabets aktiviteter for året. Bruttofortjenesten faldt fra 18 mio. kroner i 2014 til 6,1 mio. kroner i 2015, og trods tilpasninger i organisationen og færre personaleomkostninger blev driftsresultatet på minus 4,2 mio. mod et plus på 3,8 mio. kroner i 2014.
Længere nede i resultatopgørelsen trækker J. Poulsens nedskrivning på 40 mio. af værdien af ejerandele i andre selskaber, ejendomme og selvstændige rederier dog resultatet i et større rødt minus, og bundlinjen ender derfor i minus 55,2 mio. kroner.
Konservative nedskrivninger
Selvom det er et markant større tab end i 2014, hvor J. Poulsen tabte 5,1 mio. kroner, så er direktør Finn Poulsen ikke i tvivl om selskabets fremtid.
”Det tab kommer, fordi vi har valgt at være meget konservative med nedskrivningerne,” siger han til Søfart om de bogførte tab, J. Poulsen Shipping kan registrere på kapitalandele i helejede eller delejede ejendomme og selskaber som K/S Combi Lift, Combi Dock A/S samt en række andre delejede selskaber.
Finn Poulsen pointerer, at alle disse selskaber er selvstændige selskaber med egne finansielle forpligtigelser, som J. Poulsen Shipping ikke hæfter for, men af regnskabshensyn har været nødsaget til at nedskrive værdien på.
Effekter fra 2014
Nedgangen skyldes dog ikke kun regnskabsøvelser, da bruttofortjenesten er mere end halveret på et år. Noget skyldes stadig lavere fragtrater, og noget andet er en forventelig aktivitetsnedgang i J. Poulsen Shipping.
”I forhold til det budgetterede og estimater fra begyndelsen af 2015, så er vi nogenlunde på niveau med budgettet.”
”Vi havde færre skibe i 2015. I 2014 afleverede Combi Lift de skibe, de havde, og alle time-charter-aftalerne udløb,” siger Finn Poulsen og forklarer, at Combi Lift-selskabet blev opløst, da en af fundatserne i selskabet var, at der skulle være timecharter-aftaler på plads.
”Og 2015 var det første år, hvor det virkelig kom til udtryk.”
J. Poulsen Shipping anno 2015 er seks skibe med kommercielt management, heraf de to heavy lift-skibe, 'Combi Dock I' og 'Combi Dock III'.
Stadig positiv egenkapital
Trods det forventelige resultat får de store nedskrivninger og det negative resultat dog en bemærkning med på vejen i regnskabet om den fortsatte drift. Her bliver det bemærket, at man fortsat arbejder på at tilpasse virksomheden, realisere værdien af aktiver og forhandling af ændrede låneaftaler, som kan sikre driften i associerede selskaber delejet af J. Poulsen Shipping.
Finn Poulsen ser dog ikke noget usædvanligt eller foruroligende i disse forhold og nævner, at man fortsat betaler såvel renter som afdrag til banker og kreditinstitutter på gæld og dermed allerede er mere positivt stillet end mange andre selskaber.
”Vi har stadig positiv egenkapital,” siger han om de 62 mio. kroner selskabet har i egenkapital og nævner samtidig, at forventningen til 2016 er igen at levere sorte tal på driften i J. Poulsen Shipping, der har 10 mand på kontoret i Korsør.
J. Poulsen Shipping | ||
I mio. kroner |
2015 |
2014 |
Bruttofortjeneste |
6,1 |
18 |
Resultat efter skat |
-55,2 |
-5,1 |