23948sdkhjf

Maritimt pejlemærke skal opgraderes : - Trappen ruster hurtigt væk

Flytningen af Rubjerg Knude Fyr var kun begyndelsen – nu står en arkitektonisk opgradering for døren

Rubjerg Knude Fyr, den ikoniske bygning der i 2019 blev flyttet 70 meter væk fra havet for at undgå at styrte i bølgerne, skal nu have en ny trappe og en arkitektonisk opgradering. 

Det sker takket være en bevilling på næsten fem millioner kroner fra Realdania, som også inkluderer en renovation af lanternehuset.

Og til det er der en udbudsproces på vej, fortæller Jesper Blom-Hansen, der er skovrider i Naturstyrelsen, til Building Supply.

- Det er et barskt sted at være fyr. Trappen, der er lavet af cortenstål, ruster hurtigt af saltet i luften. Det samme gør prismen i lanternen. Den oprindelige spejlfunktion er næsten helt forsvundet, siger han og fortsætter:

- Som en del af udbuddet skal man byde ind med en plan og en ny idé om, hvordan trappen og lanternehuset med mere kan laves, så det holder i længere tid. Det er for dyrt at lave en ny trappe hvert 10. år.

Ifølge Jesper Blom-Hansen er der ikke er sat en dato for udbuddet endnu, men det lyder, at der "nok kommer til at gå nogle måneder".

Ikke designet til at holde

Fyrtårnet, der var et vigtigt pejlemærke for skibe langs den jyske vestkyst, er i dag et populært vartegn for de op mod en halv million mennesker, der hvert år besøger Rubjerg Knude.

Den nuværende trappe blev designet i 2016 og var ikke designet til at leve længere end fem år. På dette tidspunkt regnede man med, at fyret enten skulle pilles ned eller opsluges af naturen.

- Da fyret så blev en populær turistattraktion måtte vi revurdere vores plan, og så fik vi idéen med at flytte det i stedet for. Der, hvor det står nu, kan det leve i 30 år mere. Det kan trappen og det resterende ikke, så derfor skal der nyt til, siger Jesper Blom-Hansen.

I internationalt søgelys

Rubjerg Knude Fyr blev kendt verden over, da det i 2019 blev flyttet væk fra kanten af klinten for at sikre det mod havets kræfter. Flytningen skabte stor mediebevågenhed, og i dag står fyret som et vartegn for både naturens kræfter og menneskets vedholdenhed.

Projektet "Rubjerg Knude 2.0", som den nye trappe og lanternen er en del af, skal sikre, at fyret fortsat er et spændende mål for besøgende

- Rubjerg Knude Fyr har stor lokal og regional betydning, og med det nye projekt sikrer vi, at fyret fortsat kan være en attraktion, der giver rigtig mange besøgende mulighed for at opleve Vesterhavet og det vestjyske landskab fra toppen af fyret, siger Simon Harboe, der er projektchef i Realdania, i en meddelelse.

Fakta om Rubjerg Knude

Rubjerg Knude er den højeste del af Lønstrup Klint, hvor Rubjerg Knude Fyr blev opført i 1900 med fyrmesterbolig, assistent- og fyrpasserboliger, vagtstue og køkkenhaver. Fyret fungerede som pejlemærke for skibe i de danske farvande.

Mellem 1910 og 1920 opbyggedes så meget sand mellem havet og fyret, at man forsøgte at plante vegetation for at forhindre sandfygning. Men klitten voksede sig kun større, og i 1950'erne måtte man fjerne planterne og grave store mængder sand væk, da det truede bygningerne. I 1968, da nye navigationsteknologier gjorde fyret overflødigt, blev lyset slukket for sidste gang.

I 1970'erne stod fyret tomt, men i 1980 blev bygningerne omdannet til et sandflugtsmuseum af Vendsyssel Historiske Museum. Desværre blev sandet, der havde givet navn til museet, for meget, og i 1992 lukkede museet, da klitterne begyndte at opsluge bygningerne. I 2002 lukkede museet for sidste gang.

Fyret stod tilbage som det eneste, der overlevede naturens kræfter. Efter mange års lukning åbnede Rubjerg Knude Fyr igen for besøgende i marts 2016, efter at en række arkitektoniske forbedringer, herunder en ny trappe, blev tilføjet. I 2019 blev fyret flyttet 70 meter ind mod land for at sikre det mod de fortsatte naturkræfter.

realdania.dk, visitnordvestkysten.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093