Politi ophæver afspærring af flere veje ved havnen i Kolding

Politiet har ophævet afspærringen af flere veje ved havnen i Kolding, som blev spærret på grund af et mistænkeligt forhold onsdag.
Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
- De veje, som tidligere onsdag blev afspærret, er ikke længere lukket for trafik.
- Det sker, efter Sydøstjyllands Politi har vurderet, at der ikke er nogen risiko for, at personer er i fare ved at opholde sig der, skriver politiet i en pressemeddelelse klokken 12.19.
Politiet og beredskabet har hele formiddagen været til stede ved havnen, grundet det politiet kalder et mistænkeligt forhold.
Området blev evakueret, og et område på selve havnen er onsdag eftermiddag fortsat spærret.
Politiet har ikke fortalt, hvad forholdet nærmere drejer sig om.
- Vi er i øjeblikket til stede på havnen i Kolding.
- Tilstedeværelsen skyldes, at vi klokken 08.17 modtog en anmeldelse vedrørende et mistænkeligt forhold, som vi i øjeblikket undersøger, skrev politikredsen på det sociale medie X onsdag formiddag.
TV 2 har fået oplyst af kommunikationschef Henri Rix for Kolding Havn, at der skal være tale om en potentiel bombetrussel, som er blevet indtelefoneret onsdag klokken 08.11.
Der var afspærringer på Fynsvej, Østerbrogade og Sdr. Havnegade, oplyste politiet.
- Vi opfordrer til, at bilister og andre respekterer afspærringerne og holder sig væk fra området, skrev Sydøstjyllands Politi onsdag formiddag.
Politiet har oplyst, at både politi og andre beredskaber har været på stedet.
- Området er evakueret, og Sydøstjyllands Politi arbejder intenst med at efterforske anmeldelsen, skrev politiet i en pressemeddelelse onsdag formiddag.
Politiet afviser at komme med yderligere oplysninger. Derfor er det heller ikke fra politiets side bekræftet, at der skulle være tale om en bombetrussel.
/ritzau/