Port of Aarhus har mistet bestyrelsesmedlem i tragisk ulykke

Port of Aarhus har mistet et bestyrelsesmedlem i en ulykke.
Line Markert er omkommet i en flyulykke i Schweiz mandag aften. Med på flyet var også Andreas Christensen og deres fælles søn.
Det oplyser Ritzau.
I følge Linkedin har Line Markert været en del af bestyrelsen i Port of Aarhus siden januar 2020.
Ud over at være partner og forperson for bestyrelsen i Horten, var Line Markert også formand for Dansk Sejlunion fra 2017 til 2024.
Schweizisk politi skriver i en pressemeddelelse tirsdag, at et propelfly, der lettede fra lufthavnen i Samedan klokken 17.20 og havde kurs mod Roskilde, styrtede ned, to minutter efter at det lettede.
Alle passagerer om bord på flyet har mistet livet, lyder det i pressemeddelelsen.
I pressemeddelelsen skriver politiet, at de omkomne ikke er formelt identificeret.
Flystyrtet skete i udkanten af landsbyen La Punt Chamues-ch, der ligger i det sydvestlige Schweiz.
Flyet var ankommet til Schweiz fra Danmark 13. marts.
Årsagen til styrtet kendes ikke.
Line Markert var fuldmægtig hos advokatfirmaet Horten. Hun startede der i 2003 og blev partner i advokatfirmaet i 2014.