Danskere i front for Union Bulks første biofuel-bunkring

Dan-Bunkering har for første gang leveret biofuel til den danske tørlastoperatør, Union Bulk, i Singapore.
Leveringen markerer en milepæl i rederiets indsats for at reducere CO2-udledningen.
Bunkringsoperationen fandt sted den 9. marts, hvor Dan-Bunkering koordinerede leveringen af 300 ton B24 VLSFO (Very Low Sulphur Fuel Oil) biofuel til skibet 'Blue Union Alpha'.
Brændstoffet blev leveret via en ship-to-ship operation forud for fartøjets rejse til Europa.
Det oplyser Dan-Bunkering i en pressemeddelelse.
- Da vi blev kontaktet af Union Bulk til denne opgave, kunne vi straks gå i aktion, planlægge leveringen og gennemføre bestillingsprocessen med kun én dags varsel, siger Michel Dominique Thomsen, Commercial Director hos Dan-Bunkering.
Valget af biofuel var afgørende for Union Bulk, da det gør det muligt for Blue Union Alpha at gennemføre sin rejse til Europa i overensstemmelse med EU's regulatoriske rammer for ETS og FuelEU Maritime.
Dan-Bunkering ydede ekspertrådgivning om valg af den mest passende type biofuel og tilbød løsninger for at sikre overholdelse af specifikke OEM-krav.
- Før vi begav os ud på rejsen fra Singapore til EU, var det afgørende for os at tilføje B24 VLSFO for at opfylde de emissionskrav, der er pålagt af EU. Og med både brændstofkvalitetspapirer og levering på plads og til tiden for en operation med kort varsel, kontaktede vi Dan-Bunkering, udtaler Thomas Nielsen, operations director og partner hos Union Bulk.
Anvendelsen af 300 ton B24 VLSFO kan resultere i en CO2-besparelse på omkring 79 ton CO2.