23948sdkhjf

59-årig kaptajn anholdt kaptajn er russisk statsborger

59-årig kaptajn, som politiet mistænker for groft uagtsomt manddrab efter sammenstød, er russisk statsborger

Den anholdte kaptajn på containerskibet 'Solong' er russisk statsborger.

Det meddeler skibets ejer, selskabet Ernst Russ, onsdag.

Kaptajnen blev anholdt tirsdag, efter at containerskibet var kollideret med et tankskib i Nordsøen mandag.

Politiet mistænker den 59-årige kaptajn for groft uagtsomt manddrab. Onsdag er kaptajnen stadig i politiets varetægt, lyder det.

Man mener, at et af besætningsmedlemmerne fra 'Solong' har mistet livet. Besætningsmedlemmet er ikke fundet efter sammenstødet.

Sammenstødet skete mandag formiddag, hvor tankskibet "Stena Immaculate" blev ramt af containerskibet 'Solong, mens det lå for anker ud for Englands nordøstkyst.

Som følge af sammenstødet udbrød der brand på begge skibe og besætningsmedlemmerne måtte forlade skibene.

I timerne efter sammenstødet forlød det, at alle besætningsmedlemmer fra 'Stena Immaculate' var i sikkerhed på land. Det samme gjaldt 13 ud af 14 besætningsmedlemmer fra 'Solong'.

Der blev sat en eftersøgning i gang efter det manglende besætningsmedlem, men eftersøgningen blev indstillet sent mandag aften.

Den britiske minister for det maritime område, Mike Kane, sagde tirsdag, at regeringen arbejder ud fra den antagelse, at det savnede besætningsmedlem har mistet livet.

Ifølge Ernst Russ er besætningsmedlemmerne fra 'Solong' russiske eller filippinske statsborgere, skriver Reuters.

Tirsdag sagde Mike Kane, at det var usandsynligt, at containerskibet ville holde sig flydende, efter at have været i brand i over 24 timer.

Men senere tirsdag sagde transportminister Heidi Alexander, at nye oplysninger nu indikerede, at begge fartøjer ville holde sig flydende.

'Solong' har kraftige brandskader, og billeder fra luften har vist, at der er et hul i 'Stena Immaculates' skrog.

Den britiske kystvagt har meddelt, at der er en undtagelseszone på en kilometer rundt om hvert af de to skibe.

Det er endnu uvist, hvilke potentielle miljøkonsekvenser sammenstødet mellem de to skibe får.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.168