Ø isoleret: Al færgetrafik er aflyst
Vejret har sat en stopper for færgetrafikken til og fra Samsø hele tirsdag.
Det står klart tirsdag morgen, idet både Samsølinjen (Kalundborg-Ballen) og Samsø Rederi (Sælvig-Hou og Sælvig-Aarhus) har indstillet sejladsen pga. kraftig blæst over landet.
Dermed er Samsø trafikmæssigt helt afskåret fra den øvrige del af kongeringet.
Samsø Rederi afventer udviklingen i løbet af tirsdag, før man træffer beslutning om, hvorvidt der sejles igen onsdag morgen. Det fremgår af rederiets hjemmeside.
En tur på værft
På færgetrafikken i til og fra Sjælland er man ikke alene udfordret af vejret.
Her står 'M/F Fynshav ' også foran en reparation, der trækker færgen ud af drift i en kortere periode. Det fortæller kommunikationsmedarbejder i Molslinjen, der driver Samsølinjen, til TV2 Østjylland.
- Vi har en box-køler, som er sprunget i læk. Den skal repareres, og derfor skal færgen på værft i dok i Svendborg, men på grund af vejret, så er det ikke sikkert, at vi kan få skibet frem, siger han til mediet.
- Vores afgange vil formentligt blive aflyst grundet vejret, men vi så helst, at det var på grund af reparationen af box køleren, siger Jesper Maack.
Samsølinjens færge skal ligge på værft torsdag og fredag. Rederiet forventer, at færgen sejler igen lørdag.
Nordjyske aflysninger
Også færgetrafikken i Limfjorden er tirsdag påvirket af den kraftige blæst.
Aalborg Kommune oplyser, at al overfart med Hals-Egense færgen er aflyst hele tirsdag. Det skriver Nordjyske.
Hals-Egense Færgen kan medtage 98 passagerer og mellem ti og tolv biler. Den sejler normalvis uafbrudt indtil klokken 20 - og derefter med jævne mellemrum mellem de to byer kystbyer.
Også Color Lines færger mellem Hirtshals og de norske destinationer er tirsdag enten udskudt til senere på dagen eller helt aflyste på grund af kraftigt blæsevejr.
Det fremgår af færgeselskabets hjemmeside.
Desuden skriver TVMidtvest, at Feggesundfærgen, Venø Færgen, Hvalpsund-Sundsøre Færgen, Thyborøn-Agger Færgen og Fur Færgen indstiller alle afgange indtil vinden ligger sig lidt igen – formentlig ind til tirsdag eftermiddag.