Den amerikanske kystvagt opruster i Arktis for 900 millioner
Den amerikanske kystvagt har officielt købt isbryderen USCGC Storis og indlemmet den i sin arktiske flåde.
Det skriver gCaptain.
Med købet bliver Storis USA's første nye isbryder i over 25 år. Isbryderen er købt for en fast pris på 125 mio. dollar eller cirka 900 mio. kr. af det Louisianske rederi Edison Chouest Offshore. Beløbet inkluderer både levering og modificeringer.
Skibet fra 2011, der tidligere gik under navnet Aiviq, skal styrke USA's kapacitet i de udfordrende arktiske farvande, forklarer kommanderende admiral Linda Fagan til gCaptain:
- Fremtiden for USCGC Storis bygger videre på vores historik med arktiske operationer og understreger vores engagement i at hævde USA's suverænitet og støtte den nationale sikkerhed i regionen, siger admiralen.
Admiral Fagan påpeger, at isbryderen vil give mulighed for en bred vifte af opgaver, herunder søredning, miljøbeskyttelse og støtte til forskning.
Betændt region
Generelt ruster USA op på sin arktiske flåde.
Konstruktionen af kommandoens første nye tunge isbryder i 50 år, kaldet Polar Security Cutter (PSC), er i sit tidlige stadie hos værftet Bollinger Shipbuilding i Mississippi.
Skibet består af 85 moduler og ventes søsat i 2030. Den amerikanske kystvagt har godkendt, at Bollinger Shipbuilding bygger de første 16 moduler.
Kystvagten ønsker ifølge gCaptain at anskaffe otte til ni polar-isbrydere for at imødekomme de stigende operationelle krav i Arktis og for at modvirke den voksende russiske og kinesiske aktivitet i regionen.
Denne sommer gennemførte Rusland og Kina deres første fælles arktiske patrulje nord for Beringstrædet mellem Rusland og Alaska. I alt søsatte de to nationer ni isbrydere eller isfartøjer i 2024.