23948sdkhjf

Efter borgmester-exit: Aarhus Havn indsætter ny formand

Formandsskiftet fandt sted torsdag aften

Aarhus Havn har fået ny formand.

Det skete torsdag aften på et bestyrelsesmøde, hvor Anders Winnerskjold kunne gå derfra som ny formand.

Det er nu ikke så spektakulært.

Formandsskiftet kommer i kølvandet af Jacob Bundsgaards exit som borgmester i Aarhus Kommune - og byens borgmester har altid rollen som formand i Aarhus Havn.

Alligevel skulle formandsskiftet igennem et bestyrelsesmøde i havnens organisation og en formel valgproces.

- Jeg vil sige tak for den tillid, som bestyrelsen har vist mig. Bestyrelse og ledelse har sammen en vigtig opgave i at tage de næste skridt fremad for Aarhus Havn. Havnen og byen har altid udviklet sig i takt med hinanden. Sådan har det været gennem tiden, og sådan vil det også være fremadrettet. Havnen har afgørende betydning for ikke bare Aarhus, men for hele Danmark, lyder det fra den nyvalgte formand.

Bestyrelsen for Aarhus Havn består dermed af formand Anders Winnerskjold, næstformand  Agneta Björkman, Anne Hammer (suppleant for Jan Ravn Christensen), Lars Fournais, Bünyamin Simsek, Line Markert, Ole Thomsen og Tom Linneberg.

En stemmesluger takker af

Jacob Bundsgaard (S) meddelte på et pressemøde 23. oktober, at han trak sig som borgmester i Aarhus Kommune. 

Opsigelsen kom få måneder efter den droppede havneudvidelse i Aarhus, som ellers skulle have været Aarhus' helt store prestigeprojekt og lægge - i første omgang 43 hektar - til havnens areal.

Umiddelbart efter Bundsgaards melding om at stoppe, blev der peget på 32-årige Anders Winnerskjold om afløser til borgmesterposten. 

Den officielle overdragelse foregik 6. november på et byrådsmåde, hvor Bundsgaard officielt trådte af efter 13 år på posten, og Winnerskjold fik borgmesterkæden på.

- Jeg er helt tryg ved at lægge vores by i dine hænder. Jeg ved, du har, hvad der skal til for at sætte retningen. Tillykke med opgaven og tillykke til Aarhus, sagde den nu forhenværende borgmester ifølge TV 2 Østjylland.

Bundsgaard satte sig i borgmesterstolen tilbage i 2011, da han erstattede den nuværende finansminister Nicolai Wammen (S).

Ved kommunalvalget i 2017 blev Bundsgaard landets største stemmesluger med 39.841 personlige stemmer. Ved valget fire år senere var stemmetallet mere end halveret, skriver Ritzau. 

Winnerskjold har været medlem af Aarhus Byråd siden 1. januar 2018.

Han har været rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse siden 1. januar 2022.

Anders Winnerskjold havde planlagt at gå på barselsorlov fra december til februar, men forfremmelsen til borgmester betyder, at han nøjes med at gå på barsel i januar.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078