Fransk rederi afslører planer for 200 teu vinddrevet containerskib
Det franske rederi, Grain de Sail, har præsenteret planer for et markant større sejldrevet containerskib.
Skibet på tegnebrættet skal have en kapacitet på 200 teu.
Skibet forventes at blive 110 meter langt, og skal udstyres med tre master og såkaldte stive sejl.
Planen er, at skibet skal kunne krydse Atlanterhavet på omkring 13 dage udelukkende ved hjælp af vindkraft.
Det skriver The Maritime Executive.
- Med 'Grain de Sail III' viser vi vores ambitioner og styrker vores lederskab inden for dekarboniseret maritim transport, udtaler Oliver Barreau, medstifter og præsident for Grain de Sail.
Han fortsætter.
- Hvis vinddrevet godstransport skal få luft under vingerne er vi nødt til at opskalere hurtigt. Og det er præcis, hvad vi er ved at gøre med et rent sejldrevet containerskib.
Grain de Sail har allerede gjort sig bemærket med deres første skib, 'Grain de Sail I', som har været i drift siden 2020. Dette skib har en kapacitet på 50 tons, og har - ifølge det ejende rederi, allerede bevist, at det er muligt at drive en rentabel forretning baseret på vindkraft.
Større skibe
Med 'Grain de Sail III', sigter virksomheden mod at udvide deres operationer og demonstrere, at større skibe også kan drives effektivt og miljøvenligt ved hjælp af sejl.
Det nye skib vil være udstyret med avanceret teknologi for at optimere sejladsen og minimere energiforbruget. Dette inkluderer et sofistikeret navigationssystem, der kan forudsige vejrmønstre og justere sejlene for at maksimere effektiviteten. Derudover vil skibet være udstyret med solpaneler og batterier for at sikre, at det kan operere selv under ugunstige vejrforhold.
Grain de Sail III er designet til at transportere en bred vifte af varer, herunder chokolade, kaffe og vin, som virksomheden selv producerer og eksporterer.