Det begyndte som Svendborg Skibshydraulik - Nu er de solgt til hollændere
Den hollandske kapitalfond Mentha har været på opkøb på Sydfyn.
Svendborg-koncernen SH Group er nemlig kommet på nye hænder.
SH Group har mere end 400 medarbejdere, og er specialiseret i udvikling, produktion og servicering af hydrauliske og mekaniske løsninger til offshore, marine, forsvar og industri.
Virksomheden har rødder tilbage til 1974, hvor man startede som Svendborg Skibshydraulik, og blev kendt for spil til skibe. Hovedkvarteret ligger stadig i Svendborg, og derudover har man afdelinger på Lindø, Rødovre, Frederikshavn samt Stavanger i Norge. I dag producerer man en bred portfolio af løfte- og håndteringsudstyr.
Siden 2012 har SH Group været ejet af den københavnske kapitalfond BWB Partners. I den tid har man blandt andet introduceret The Cube-konceptet, som er et containerbaseret system til dæksudstyr til skibe. Det var dette koncept, der gav SH Group et gennembrud i forsvarsindustrien.
SH Groups ledelse bestående af CEO Kaare Vang Jensen, CFO Mikkel Obling og CEO hos SH Defence, Rene Bertelsen fortsætter med at stå i spidsen for virksomheden.
- Vi er begejstrede for at påbegynde denne rejse med Mentha. Med støtte fra Mentha vil vi fortsætte med at tiltrække og fastholde toptalenter i vores arbejdsstyrke, videreudvikle vores kerneløsninger og accelerere organisk vækst for at nå vores ambitiøse strategiske mål, siger de i en pressemeddelelse.
- Vi ser en væsentlig værdi i SHG’s kultur og deres passion for innovation. Ledelsen har ambitiøse planer om at skalere forretningen, og Mentha er forpligtet til at støtte dem i at nå deres mål, siger Jacob Østergaard Bergenholtz, partner i Mentha Denmark.
Det er Menthas tredje opkøb i Danmark. Kapitalfonden ejer i forvejen møbelproducenten Holmris B8og det digitale marketingbureau Auxo.