Nordseth: "Der er ingen sammenhæng"
Den fuldstændige nedsabling af Søfartsstyrelsen i dugfrisk undersøgelsesrapport har ingen sammenhæng med, at chefen går fra borde.
Sådan lyder det i et opslag på LinkedIN fra Søfartsstyrelsens direktør, Andreas Nordseth.
Han forlader sin stilling ved udgangen af året.
Timingen for opsigelsen falder ellers sammen med, at Taskforce Scandinavian Star retter en alvorlig kritik mod Søfartsstyrelsen.
"En række medier har kædet min fratrædelse sammen med den kommende rapport om Scandinavian Star, som offentliggøres i dag. Der er ingen sammenhæng mellem udgivelsen af rapporten og min beslutning om at fratræde, når min åremålsperiode udløber. Det er helt som planlagt og vil ske formelt den 31. december. Processen med at finde en ny direktør er i gang."
I opslaget lyder det endvidere:
"Ved årets slutning har jeg været direktør i 16 år - 2 fulde åremålsperioder. Dermed er tiden kommet, hvor jeg har besluttet, at jeg skal noget andet og stopper som direktør. Hvad det andet måtte blive ved jeg ikke, men jeg glæder mig til det. Der er et stykke tid dertil, og der er stadig mange vigtige aktiviteter og gøremål for styrelsen med mig som direktør. Mange af os vil den kommende tid stadig ses her eller der, og der bliver rig mulighed for sige pænt farvel osv. i december."