Flere lig fra fra skibsforlis meldes fundet: En savnes stadig
Italienske redningsdykkere har torsdag hentet endnu et lig ud af en yacht ved Sicilien, efter at skibet forliste under et uvejr mandag. Det viser en video ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Onsdag blev fire lig bjærget fra skibsvraget. De blev transporteret til hospitaler i nærheden i byen Palermo, og er endnu ikke blevet officielt identificeret.
Ifølge en kilde tæt på redningsoperationen er det liget af den britiske tech-forretningsmand Mike Lynch, der er blevet bragt ud af vraget torsdag. Forretningsmandens 18-årige datter, Hannah, er stadig savnet ifølge kilden.
Kokken på skibet, Recaldo Thomas, blev fundet død, kort efter at fartøjet sank. Herefter har seks personer været savnet. Fem af dem er nu fundet døde. Torsdag formiddag lyder det ifølge AFP fra en embedsmand fra kystvagten, at alle mænd, som var savnet efter ulykken, er fundet døde.
Embedsmanden nævner ikke Mike Lynch ved navn, skriver AFP, men bekræfter, at myndighederne nu blot leder efter en savnet kvinde.
Der var 22 personer om bord på skibet, da det blev fanget i et voldsomt uvejr, mens det lå for anker ud for Siciliens kyst. 15 personer, herunder Mike Lynchs kone, formåede at flygte og blev reddet op af vandet i live.
Skibsvraget ligger knap 50 m under havets overflade. Dybden har været med til at vanskeliggøre dykkernes arbejde. Anklagere i byen Termini Imerese sydøst for Palermo har åbnet en efterforskning, og myndigheder er gået i gang med at stille spørgsmål til passagerer og vidner. Kaptajnen eller besætningen har ikke kommenteret på ulykken.
Ud over Mike Lynch og hans datter, Hannah, savnes blandt andre Jonathan Bloomer, som er bestyrelsesformand i det amerikanske finansinstitut Morgan Stanley International, og hans hustru, Judy Bloomer. Også advokat Christopher Morvillo og hans hustru, Neda Morvillo, savnes.
/ritzau/Reuters