Havn runder nyt hjørne i kæmpeudvidelse
Rønne Havn er blevet færdig med at dumpe 400.000 kubikmeter sand som en del af det opfyldningsarbejde, der skal danne grundlag for en større udvidelse af erhvervshavnen på 100.000 kvm.
Det skriver TV 2/Bornholm.
Sandet har skullet bruges til at opbygge bundsikringen under etape tre af udvidelsesarbejderne. Etape tre og fire skal stå klar i 2025 og omfatter udbygningen af de mange kvm og etableringen af et mere roligt havnebassin.
Det skal styrke alle havnens forretningsområder og give en mere skarp inddeling af havnens aktiviteter.
- De konstruktioner, som vi laver nu, er afgørende for at sikre, at havnen kan håndtere den øgede trafik og de større skibe, som den udvidede havn vil kunne modtage, siger projektdirektør Dan Harborg Locht fra MT Højgaard i en pressemeddelelse.