Entreprenør sender gennemrenoveret havn tilbage til ejeren
CG Jensens division Anlæg Vest afleverer Hvidovre Havn, som igennem et år er blevet totalrenoveret.
- Projektet har indeholdt alt, hvad vi arbejder med i vandbygning; spuns, stensætning, udførelse af molehoved, anker, afvanding, kloak og strøm, fortæller formand i Anlæg Vest, Jens Per Wurtz, i en pressemeddelelse
Sammen med syv medarbejdere har han arbejdet i stort set al slags vind og vejr for at realisere projektet i Hvidovre. Også på dage, hvor en høj vandstand har udfordret arbejderne.
- Det har været en spændende sag, hvor vi har kunnet arbejde i dybden, forklarer formanden.
- Vi har pillet hele havnefronten ned og 10 meter ind for så at bygge det hele op igen, opsummerer Per Wurtz om renoveringen af den i alt 468 meter lange kajfront.
Resultatet af CG Jensens arbejde er afleveret en smule før tid. Resultatet kan nydes af alle på den nye, flotte runde bænk, som to af entreprenørselskabets medarbejdere har udført på 12 arbejdsdage.
Hvidovre Kommunes arbejde med havneområdet omfatter også, at havnebassinet er blevet uddybet, så tilsandingen er gravet op, og der igen er blevet god plads til både i dybden.
Nu, da molerne er færdige, skal der arbejdes videre med at få den sidste etape med istandsættelse af inderhavnen projekteret.