23948sdkhjf

Slukning er stadig i gang på Mærsk-skib

En fatal brand brød ud på Mærsk-skib i Det Arabiske Hav 19. juli. Der er stadig gang i slukningsarbejdet

Ugunstige vejrforhold og høje dønninger har været en udfordring for slukningsarbejdet på containerskibet 'Maersk Frankfurt' i Det Arabiske Hav, efter at der opstod brand på skibet for to uger siden.

Det oplyser A.P. Møller Mærsks pressekontor til Ritzau.

Forholdene har gjort det udfordrende at få eksperter og specialudstyr om bord på skibet, lyder det.

Mærsk ejer ikke skibet, som er indregistreret i Panama og japansk-ejet. Det danske rederi har chartret skibet og holder sig opdateret om situationen gennem skibets ejer. Der er fortsat gang i slukningsarbejdet på stedet, lyder det.

Røg stiger fortsat op

Skibets ejer oplyser ifølge Mærsks pressekontor, at der ikke er synlige flammer, men at der fortsat kommer røg fra containere om bord på skibet. 

Containerskibet blev ramt af branden 19. juli 100 sømil nordvest for den indiske delstat Goa.

Et af skibets besætningsmedlemmer omkom i forbindelse med branden. Besætningsmedlemmerne påbegyndte det indledende slukningsarbejde. Derudover blev den indiske kystvagt anmodet om hjælp til at slukke branden. 

Det var ikke en Mærsk-besætning, der var om bord på skibet, har rederiet oplyst.

.

Årsag uvis

Skibet var på vej fra Mundra i Indien til Colombo i Sri Lanka, da branden brød ud. Det er indtil videre uvist, hvorfor ilden begyndte, og hvor store skaderne på containerne er.

- Skibet er angiveligt i stabil tilstand - med alt maskineri, styretøj og navigationsudstyr fuldt funktionsdygtigt, oplyste Mærsk, da branden havde været i gang i en uge.

I det indledende slukningsarbejde deltog blandt andet et fly, en helikopter og tre skibe.

Søndag skrev den indiske kystvagt på det sociale medie X, at der i løbet af ti dage var blevet kastet 1.200 kg slukningspulver ned over skibet fra luften.

Det lød desuden, at skibsejeren har hyret et specialiseret bjærgningsbureau til at hjælpe med brandslukning og bortskaffelsesindsats.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078