Debat: Det kræver politisk indsats for at få det blå Danmark fra sort til grøn
Af Benita Dreyer-Andersen
Af Søren Rasmussen, CEO i Nordhavn Power Solutions
International skibstransport står for knap tre procent af globale CO2-udledninger. Transport står for over 20 procent og tallet stiger støt i takt med, at brancher, der er nemmere at omstille, reducerer deres udledninger.
Der er et behov for, at Danmark går forrest for at skabe den grønne omstilling både til lands, til vands og i luften. Og nok er det til at overse horderne af danske flyproducenter og bilfabrikker, men de rød-hvide faner har altid fyldt meget på verdenshavene. Hvis de rød-hvide faner på de blå oceaner skal være forrest i den grønne omstilling, kræver det dog en målrettet politisk vilje.
Danmark har en enormt stærk skibsindustri, ikke kun ude på verdenshavene, men også på vores værfter. Og hvor tankerne nok falder på Lindøværftet og B&Ws store skibspalads, så er den danske industri meget større og mere moderne end det. Selv har vi hos Nordhavn Power Solutions udviklet en motor, der kan få skibe fra den sorte diesel over de grå brændstoffer og over i det grønne metanol.
Det er med andre ord ikke til at sparke sig frem for gode, grønne løsninger. Frygten er faktisk ikke, at træerne ikke er grønne, men at man kan komme til at overse skoven.
For skibsbranchen står i en situation, hvor vi afventer en retning, ikke bare for at kunne målrette vores løsninger endnu mere, men også for at kunne levere løsninger på den skala, der skal til for at gå fra at løse lokale problemer til at løse globale problemer.
Hvis vi skal kunne planlægge vores kapacitet, søge finansieringen til udvidelse og gøre en af verdens største enkeltstående sorte industrier grøn, så kræver det, at politikerne tænder for det lange lys og leverer både en konkret vej frem og ladestandere på vejen.
CO2-afgift er et skridt på vejen
Den nye CO2-afgift for skibstransport er helt bestemt et skridt på vejen, og der er ingen tvivl om, at de røde advarselslamper på politikernes klimatastatur både har øjnene på sig og genlyd i Folketinget.
Men der mangler ikke advarselslamper, der mangler grønne knapper, og nogen, der tør trykke på dem.
For der mangler en klarere strategi og mere målrettede værktøjer for at løse problemerne. Der mangler et blik for tiden efter advarselslamperne, hvor det lange lys skal dirigere os trygt i havn. En strategi for, hvor vi vil hen med skibsproducenterne og de løsninger, der skaber fremtidens grønne transport til vands.
En forestilling om, hvor vi kan konkurrere – og om vi skal konkurrere. For i et land med en historisk konkurrencefordel, en stærk værdikæde, en påtaget grøn førertrøje og vand næsten hele vejen rundt, er det oplagt at sætte turboen til og turde sætte en ambitiøs retning som den, vi satte for vindmøllerne – en retning, der har givet os pengene i kassen, uanset hvilken vej vinden blæser.
Det er det ambitionsniveau, der kan skabe bæredygtig skibstransport og gøre Danmark til en grøn vindernation. En ambitiøs politik på det grønne område kræver både et højt ambitionsniveau, en politisk vilje og en industri, der kan følge vejen, bære ansvaret og gå forrest. Vi har givet piskene i form af CO2-afgiften, men skal den danske væksthest ud at løbe for bæredygtig skibstransport, skal vi også have guleroden frem.
Fradrag og pengepung
For når usikkerheden er massiv og pengene til store investeringer er små, kræver det, at vi sammen kan være med til at foretage de nødvendige investeringer.
Der er ikke en magisk knap at trykke på for at slukke advarselslamperne og tænde de grønne motorer. Men man bliver nødt til at afsøge brættet.
Puljer – måske endda en decideret grøn, maritim fond – der kan give finansiering til både store rederier og fattige fiskere, når de skal købe nye skibe eller bare have en grønnere motor. De kan også løbe de risici, der skal til for at lave de rigtige investeringer i form af risikovillig kapital til skalering af grønne løsninger. Det kan man også gøre i form af en udvidelse af EIFO, der kan have et stærkere maritimt fokus og ditto pengepung.
Ellers er der jo altid den danske model – ikke for arbejdsmarkedet, men erhvervslivet – i form af fradrag og tilskud. Ligesom der i dag er et fradrag for forskning og udvikling, kan et fradrag for de grønne, maritime investeringer være med til at sætte tryk på kedlerne, i særdeleshed, hvis finansieringen følger med. Tilskud til konkrete, grønne initiativer kan også give den gulerod, der skal til, for at sætte turbo på omstillingen og tage Danmark fra podiet til førertrøjen.
Og selv hvis der ikke er politisk appetit på nogen af elementerne i gulerodsbuffeten, bør man som minimum fastsætte en ekspertgruppe, der med brug af ledere fra de producerende kræfter, finansieringsspecialister, bæredygtighedseksperter og politiske aktører kan sammensætte den buffet, der både er appetitlig og til at sammensætte.
Det er den nødvendighed, vi ser ind i. Den grønne omstilling har ikke ligefrem havblik, men hvis vi skal bringe de grønne løsninger frem i transportbranchen, kræver det ikke kun handling i industrien, men også en politisk vilje.
Det kan både løse problemerne med lokalt havmiljø og global udledning. Det kan være fortsættelsen på et stærkt og langvarigt maritimt eventyr. Men mere end noget andet kan det gøre, at det store skib i den grønne omstilling sejler med dansk flag.
