23948sdkhjf

Efter farvel til Danske Havne: Stempler ind hos talerøret for verdens havnegiganter

Med et medlemskort til lobbyorganisationen for 177 af verdens største havne vil Esbjerg Havn styrke brandet og høste viden og medindflydelse

Esbjerg Havn siger farvel til brancheorganisationen Danske Havne ved udgangen af 2024 til fordel for DI's Danske shipping- og havnevirksomheder.

Nu tager landets store offshore- og godshavn skridtet videre ud i verden med et medlemskort til lobbyorganisationen for den globale superliga af erhvervshavne, International Association of Ports and Harbors, IAPH.

Her får Esbjerg Havn en plads ved bordet blandt 177 globale havne i bl.a. Hamborg, Rotterdam, Los Angeles og Singapore. 

Det oplyser Esbjerg Havn i en pressemeddelelse.

- Det er et naturligt skridt for os, og vi ser frem til at samarbejde med andre førende havne og dele vores erfaringer. Vi mener, at vi dermed yderligere kan udbygge Esbjerg Havns position, siger havnedirektør Dennis Jul Pedersen, Esbjerg Havn.

Et udstillingsvindue

De seneste ti år er globaliseringen af verdens havne skruet betydeligt op i fart, og de vækst- og udviklingsmuligheder vil de vestjyske havn udnytte. 

For Esbjerg Havn er medlemskabet af IAPH både et internationalt udstillingsvindue til gavn for fortsat vækst og udvikling for havnen selv og for de hundredvis af virksomheder, som har hjemme her.  

I IAPH får havnen desuden adgang til den nyeste viden om den globale maritime udvikling inden for bl.a. klima og miljø, og får særadgang til strategier og løsninger på pludselige skift i de global transportmønstre ved kriser og ændringer i natur- og klimaforhold.

- Vi ser frem til at kunne trække på viden og erfaringer fra verdens førende havne. Vi mener også selv, at vi har noget at byde på og vil bidrage med vores input til grøn omstilling og fornybar energi, siger Dennis Jul Pedersen i meddelelsen. 

Havnenes globale talerør 

IAPH er en ikke-statslig organisation, som varetager 177 globale havne og 147 havnerelaterede virksomheders interesser i globale fora som International Maritime Organization, IMO, World Customs Organization, International Standards Organization og flere FN-enheder.

Organisationen har tre fokusområder. Det første er klima og energi med fokus på energiomstilling gennem dekarbonisering, emissionsreduktioner og effektivisering af dataudveksling.

Det andet fokusområde er øget samarbejde om og udveksling af data og teknologier. Og endelig arbejder IAPH på at ruste havnene over for pludselige kriser, naturkatastrofer og klimaforandringer.

IAPH repræsenterer nogle af verdens største havne i bl.a. Helsinki, Göteborg, Hamborg, Antwerpen-Zeebrugge i nærområdet til oversøiske havne i bl.a. som Halifax, Los Angeles, Singapore og Mumbai.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094