Førerløse skibe skal undersøge Vesterhavets bund
To langsomtsejlende fartøjer på 4,5 meters længde, men spækket med udstyr, skal i den kommende tid opmåle havbunden ved Vesterhav Nord og Vesterhav Syd.
Det er i sig selv ikke så opsigtsvækkende, men bådene er specielle, fordi de er førerløse. I stedet kan de sejle på autopilot eller fjernstyres af en operatør i Irland, hvor de kommer fra. Det skriver Dagbladet Holstebro-Struer.
- Vi har tidligere brugt dem på blandt andet vore projekter på Horns Rev, siger Rasmus Juncher, der er geofysiker hos energiselskabet Vattenfall.
Det er netop Vattenfall, der har chartret bådene hos firmaet Xocean i Irland til at inspicere havbunden efter opførelsen af to vindmølleparker. Fartøjerne er udstyret med multibeam ekkolod og en sonar, så de kan opmåle havbunden og kontrollere, at der ikke ligger kabler over sandet.
- Derfor skal de sejle hen over de steder, hvor der er kabler. De skal også sejle hen over de steder, hvor kablerne føres ind til land, så vi kommer måske helt ind til 100 meter fra stranden, siger Rasmus Juncker.
Bådenes færden skal følges på marinetraffic.com.