23948sdkhjf

Jysk havnedirektør trækker sig

Der skal nye kræfter til udviklingen, lyder det fra direktøren selv

Thyborøn Havn skal finde en ny direktør. 

Nuværende direktør Jesper Holt Jensen har besluttet at træde tilbage for at give plads til nye kræfter.

Han forlader jobbet i løbet af første halvår 2024, fremgår det af en pressemeddelelse.

Jesper Holt Jensens beslutningen bunder i, at han ønsker at give plads til nye kræfter, der skal drive Thyborøn Havn videre i udviklingen, lyder det.

Vokset 20 millioner

Sidst i februar aflægger Thyborøn Havn igen regnskab, og selvom det endnu ikke er helt på plads, så bliver det igen et godt år. 

På 10 år er havnens omsætning vokset fra 34 mio. kr. om året til i 2023 at lande på 53 mio. kr. 

Godsomsætningen er i samme periode steget fra 0.8 mio. ton om året til i 2023 at lande på 1,9 mio. ton. 

Bestyrelsen har sammen med havnens ledelse arbejdet på en strategi, der frem mod 2030 yderligere skal sætte turbo på de allerede eksisterende forretningsområder, og ikke mindst de nye inden for grøn omstilling og power-to-X. 

Til det arbejde er der brug for nye ledelseskræfter, og på den baggrund er der indgået en aftale om, at Jesper Holt Jensen fratræder stillingen som direktør på Thyborøn Havn efter knap 10 år i jobbet.

- Havnen har udviklet sig meget i et fantastisk samarbejde med de dygtige og engagerede medarbejdere, med kunderne på og omkring havnen og i et rigtigt godt samarbejde med både bestyrelsen og havnens ejer, Lemvig Kommune. Men nu er tiden kommet, hvor jeg mener, at havnen også har brug for nye kræfter til at lede havnen gennem det næste spring i udviklingen frem mod 2030, siger han.

Thyborøn Havns bestyrelse går nu i gang med at finde en ny direktør.

- Vi respekterer selvfølgelig fuldt ud, at det nu er tid at sætte nye kræfter ind. Jesper Holt Jensen er heldigvis indstillet på at passe havnen og arbejdet indtil vi har fundet en ny direktør, som forhåbentlig er på plads inden sommerferien, siger bestyrelsesformand Karl Kristian Bro.

Til spørgsmålet om, hvad den afgående direktør så skal, når tiden på havnen er ovre, siger han:

- Det må tiden vise. Jeg har altid været helt dedikeret til det job, jeg har, så jeg har ikke umiddelbart noget andet på hånden. Men pension regner jeg ikke med, det bliver. Jeg håber stadig at have en del år tilbage på arbejdsmarkedet. Men hvad det skal handle om begynder jeg først at kigge på, når jeg har givet stafetten videre til en ny direktør, siger Jesper Holt Jensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103