23948sdkhjf

Houthi-talsmand truer med fortsatte angreb i Det Røde Hav

Selv hvis USA får mobiliseret "hele verden", vil houthierne ikke stoppe angreb, lyder det fra talsmand

Angrebene fra Yemens Houthi-bevægelse i Det Røde Hav kommer ikke til at stoppe.

Sådan lyder meldingen tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP fra den ledende Houthi-politiker og -talsmand Mohammed al-Bukhaiti på det sociale medie X.

Meldingen kommer som modsvar på den amerikanskledede Operation Prosperity Guardian, der skal beskytte skibsfarten efter flere angreb.

- Selv hvis USA lykkes med at mobilisere hele verden, vil vores militæroperationer ikke stoppe, skriver han.

- Uanset hvad det koster os.

De gentagne angreb fra de iranskstøttede houthier, som ønsker at udtrykke støtte til palæstinenserne, har fået store rederier til at stoppe sejladsen gennem Det Røde Hav og dermed Suezkanalen. Det gælder også danske Mærsk. På olie- og gasmarkedet er der nervøsitet.

Den amerikanske forsvarsminister, Lloyd Austin, har tirsdag meddelt, at der etableres en international mission for at beskytte skibene.

- Det her er en international udfordring, som kræver fælles handling. Derfor meddeler jeg i dag, at Operation Prosperity Guardian etableres. Et vigtigt nyt multinationalt sikkerhedsinitiativ, sagde Austin i en meddelelse tidligere tirsdag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Det står ifølge Reuters klart, at blandt de deltagende lande er Storbritannien, Bahrain, Canada, Frankrig, Italien, Holland, Norge, Seychellerne og Spanien.

Den danske regering har meddelt, at den vil sende yderligere en stabsofficer for at følge den anspændte situation.

Austin har afholdt et fællesopkald med ministre fra mere end 40 lande.

Men flere spørgsmål er ubesvarede. Det står således ifølge Reuters fortsat ikke klart, om andre lande vil gøre det, som hovedsageligt har været amerikanske krigsskibes opgave - nemlig at skyde missiler og droner fra Houthi-bevægelsen ned.

Amerikanske krigsskibe er også hastet til skibe, som har sendt nødsignaler fra området.

Et Mærsk-skib blev torsdag i sidste uge angrebet med et missil, da det var på vej igennem Bab-El-Mandeb-strædet ved Det Røde Hav.

Houthierne, som har kontrol med store dele af det nordlige Yemen, har tidligere truet med at angribe alle skibe i Det Røde Hav, der har kurs mod Israel.

I Vesten er der bekymring for, at houthierne kan få konflikten i Gaza til at sprede sig.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094