23948sdkhjf

Krigsskib angrebet - kom handelsskibe til undsætning

'USS Carney' kom søndag under angreb fra houtier i Det Røde Hav, da skibet kom flere angrebne handelsskibe til undsætning

Et amerikansk krigsskib og flere civile handelsskibe er søndag kommet under angreb i Det Røde Hav.

Det oplyser den amerikanske militære centralkommando, Centcom.

- I dag var der fire angreb mod tre forskellige kommercielle fartøjer, der sejlede i internationalt farvand i den sydlige del af Det Røde Hav, skriver USA's militær.

'USS Carney' reagerede på nødsignaler fra skibene og kom dem til undsætning, fremgår det.

Angrebet med drone

Omkring klokken 9.15 søndag morgen kom det første missil fra Yemen og slog ned tæt ved et af skibene. To andre missiler senere på dagen ramte de to andre skibe. 

På det ene skib skete der skade, men ingen kom noget til. Det andet skib meldte ikke om nogen betydelig skade.

Omkring middagstid skød 'USS Carney' en drone ned, der havde kurs mod det amerikanske krigsskib.

- Disse angreb udgør en direkte trussel mod international handel og maritim sikkerhed. De har bragt internationale besætningers liv i fare, skriver Centcom.

- Vi har grund til at tro, at Iran stod bag disse angreb, selv om de kom fra houthierne i Yemen, lyder det videre.

De tre skibe, der kom under angreb, har forbindelse til i alt 14 lande.

Tidligere søndag meddelte det britiske militær, at der havde været et mistænkt droneangreb mod et skib i Det Røde Hav.

Samtidig meddelte Houthi-bevægelsen i Yemen, at den har angrebet to israelske skibe. Et angreb skal være foretaget med et missil og et andet med en drone, meddeler bevægelsen ifølge Reuters.

En talsmand for Israels militær afviser dog over for nyhedsbureauet, at de to skibe har nogen forbindelse til Israel.

Flere angreb

Houthiernes påståede angreb er et af flere, der har fundet sted i farvandet mellem Afrika og den arabiske halvø, siden krigen mellem Israel og den palæstinensiske Hamas-bevægelse brød ud 7. oktober.

Houthi-bevægelsen er støttet af Iran. Oprørsgruppen kontrollerer store dele af Yemen.

Den har ikke aktivt taget stilling i Israels krig mod Hamas, men har tidligere forsøgt at affyre missiler mod Israel.

I november blev et skib med israelske forbindelser beslaglagt af houthierne i den sydlige del af Det Røde Hav. Gruppen har truet med at slå til mod flere israelske fartøjer.

Den amerikanske flåde nedskød adskillige droner affyret fra Yemen 23. november, en drone 15. november og både missiler og droner 19. oktober.

Drone- og missilaffyringerne samt nedskydningerne er relateret til kampene mellem Israel og Hamas

Efter Hamas' angreb har Israel gennemført angreb mod Gaza, der ifølge myndighederne i enklaven har kostet knap 15.000 mennesker livet - størstedelen af dem er civile.

De mange civile dødsfald har fremprovokeret stor vrede i Mellemøsten og virket som en drivkraft for angreb mod amerikanske styrker i regionen og mod Israel.

Israel har oplevet droner og missiler affyret fra Libanon og Yemen, mens amerikanske styrker i Irak og Syrien har været mål for en række angreb, der har såret dusinvis af amerikanske soldater.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.081