23948sdkhjf

Tankskib er befriet i Adenbugten

Med hjælp fra et amerikansk flådeskib er "Central Park" blevet befriet fra ukendte gerningsmænd

Det amerikanske flådeskib USS Mason har befriet et tankskib, der søndag blev opbragt af uidentificerede bevæbnede personer i Adenbugten.

Det oplyste anonyme amerikanske embedsmænd sent søndag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Der er tale om det lille olietankskib med navnet "Central Park", som ejes af det israelsk-ejede selskab Zodiac Maritime.

Det er stadig ukendt, hvem der stod bag hændelsen, som skete efter at et fragtskib med israelske forbindelser blev beslaglagt af den yemenitiske houthibevægelse i den sydlige del af Det Røde Hav sidste uge.

Gruppen har truet med at slå til mod flere israelske fartøjer.

"Central Park", der vejer knap 20.000 ton, fragter fosforsyre, der hovedsageligt bliver brugt til gødning.

Storbritanniens svar på Søfartsstyrelsen opfordrede søndag andre skibe i området til at udvise forsigtighed.

De iranskstøttede houthioprørere i Yemen har tidligere truet med at angribe "Central Park", hvis ikke det lod sig omdirigere til havnen i byen Hodeida i Yemen.

Adenbugten er et farvand mellem Somalia og Yemen og er en del af Det Arabiske Hav.

Houthibevægelsen har erklæret sig selv som værende en del af en såkaldt "modstandsakse" bestående af grupper med tilknytning til Iran.

Flere af dem har sendt droner og raketter mod Israel under den israelske offensiv i Gaza efter Hamas-angrebet på Israel 7. oktober.

Fredag blev et israelskejet fragtskib beskadiget i et droneangreb, som Iran mistænkes for at stå bag, i Det Indiske Ocean.

USA har anklaget Iran for at stå bag flere angreb i området i de seneste år. Det har Iran afvist.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094