Tidsplanen skrider for Mærsks metanol
A.P. Møller Mærsk når ikke at skaffe den mængde metanol, rederiet får brug for i 2025.
Det fortæller Morten Bo Christiansen, ansvarlig for grøn omstilling i Mærsk, til Børsen.
- Der er ingen tvivl om, at vi over de seneste år har set forsinkelser i produktionen. Så vi kommer ikke til at nå ambitionen for 2025. Vi havde aldrig troet, at vi kunne få tilstrækkeligt med brændstof fra dag ét, men udfordringerne i markedet gør, at tidsplanen skrider, siger Morten Bo Christiansen.
Forhåbningen var til den tid at skaffe 750.000 tons metanol, produceret på CO2-reducerende vis. Det ville være nok til at drive 19 metanolskibe, som Mærsk forventer at råde over i 2025.
Det specificeres ikke, hvilke udfordringer, der er tale om. Men Mærsk har selv tidligere meldt om, at nogle af de producenter, rederiet har indgået aftaler med, kommer senere i omdrejninger end ventet.
Derudover har de seneste måneder vist, hvordan omkostningsgrundlaget under en hel række store internationale vedvarende energi-projekter ikke har været godt nok.
Har backup
Mærsk har 24 skibe i sin metanolordrebog. I sommer fik Mærsk leveret sit første metanolskib, 'Laura Mærsk', som blev navngivet i København i september. Seks yderligere vil blive leveret frem mod 2027. Derudover går der brancherygter om, at rederiet er ved at indgå aftale om 10-15 skibe yderligere.
Kan der ikke skaffes nok metanol betyder det ikke af den grund, at alle skibene vil ligge stille.
De, som er bestilt indtil nu, er udstyret med totakts dual fuel-metanolmotorer. Det er nødvendigt, da metanolen kræver en smule diesel - et såkaldt pilotfuel for at fungere. Men det betyder også, at skibene kan sejle helt uden metanol på eksempelvis biodiesel eller almindelig bunkerolie.
Store aftaler
A.P. Møller Mærsk har indgået flere håndfulde af aftaler med producenter om at aftage forskellige mængder metanol om to-tre-fire år.
For eksempel blev sløret denne uge løftet for den hidtil største med den kinesiske Goldwind, som forpligter sig til at levere 500.000 ton metanol årligt fra 2026. Aftalerne indeholder dog usikkerheden, at de ikke er juridisk bindende.
Derudover har koncernen i sensommeren stiftet brændstofselskabet C2X, ejet 80 pct. af holdingselskabet A.P. Møller Holding og 20 pct. af A.P. Møller Mærsk, som har taget de første skridt mod selv at opbygge store metanolfabrikker ved Suezkanalen i Egypten og i den spanske havneby Huelva.
Mærsk er langt fra alene om at efterspørge de grønne brændsler. I oktober var der alene inden for den globale containerfragt 139 metanoldrevne skibe i ordrebogen, og dertil kommer de metanolskibe, som er på vej i andre segmenter af skibsfarten. En prognose fra MAN Energy Solutions har peget på, at efterspørgslen på grøn metanol kan stige til 128 mio. tons inden 2040 og 225 mio. tons inden 2050.
Mærsk har meddelt, at det i 2030 får brug for cirka 5 mio. tons grøn metanol.